Oversavet jagtgevær koster ung mand dyrt

19-årig ung mand er blevet idømt ét års ubetinget fængsel. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

19-årig skal direkte i fængsel – Retten i Næstved har givet ham ét års ubetinget fængsel for besiddelse af et oversavet jagtgevær

Ét års ubetinget fængsel for besiddelse af et oversavet jagtgevær, en strømpistol, 8,2 gram kokain og 49 ulovlige tabletter og en ampul testosteron.

Det er, hvad en 19-årig ung mand fra Fuglebjerg på Sjælland nu kan se frem til efter Retten i Næstved onsdag idømte ham en straksdom. Manden er blevet varetægtsfængslet indtil afsoningen kan begynde.

De forskellige dele blev fundet ved en ransagning, som politiets specialpatrulje gennemførte den 12. februar på den 19-åriges adresse. Det skete efter et tip, men den 19-årige var ikke på stedet og har siden været efterlyst.

Onsdag mødte den 19-årige op til afhøring sammen med sin advokat på politistationen i Slagelse, hvor han blev anholdt og efterfølgende fremstillet i retten.

Powered by Labrador CMS