Overrasker med klub-skifte
Aalborg Håndbold bekræfter i en pressemeddelelse, at Niklas Landin skifter til den nordjyske klub i 2023
Håndboldmålmanden Niklas Landin skifter i sommeren 2023 tyske THW Kiel ud med danske Aalborg Håndbold.
Det bekræfter håndboldklubben i en pressemeddelelse.
Danskeren har skrevet under på en fireårig kontrakt.
Aalborg Håndbold er dermed i gang med at sammensætte et hold, hvor flere af de største håndboldstjerner i dette årtusind er hentet som profiler.
Mikkel Hansen på vej
Til sommer får klubben tilgang af Mikkel Hansen, der vender hjem til Danmark efter ti år i franske Paris Saint-Germain.
33-årige Landin var på kontrakt i Kiel frem til sommeren 2025, men nordjyderne har formået at lokke ham hjem til Danmark før tid.
Erfaring fra de største kampe
Klubdirektør Jan Larsen påpeger, at Landin kommer med erfaring fra sportens største kampe.
- Det er kæmpe stort for alle os i Aalborg Håndbold. Niklas har bevist over de seneste mange sæsoner, at han med god grund regnes for at være verdens bedste målmand, og det er selvfølgelig med stor stolthed, at vi nu kan præsentere ham, siger han i meddelelsen.
- Han har gang på gang afgjort nogle af de største håndboldkampe, og hans unikke kvaliteter taler for sig selv. Jeg er sikker på, at han bliver en afgørende faktor i jagten på endnu flere titler til klubben, siger direktør Jan Larsen.