Overraskende nyt om Wegovy
Novo Nordisk har tredoblet dosen af det aktive stof semaglutid i nyt studie, der viser et højere vægttab
Novo Nordisk-midlet Wegovy har givet et vægttab på 20,7 procent, i et studie hvor selskabet har afprøvet en højere dosis.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Til sammenligning giver en dosis af midlets aktive stof semaglutid, der er tre gange så lav, et vægttab på 17,5 procent.
Tilfreds med resultat
Martin Holst, der er udviklingsdirektør hos Novo Nordisk, siger i meddelelsen, at man er tilfreds med resultatet af studiet.
- Vi er glade for at kunne vise et vægttab på 20,7 procent, og at vi kan se, at 33 procent af patienterne opnåede et vægttab på mere end 25 procent med semaglutid.
Den danske medicinalgigant har igangsat to studier, hvor man afprøver effekten af semaglutid.
Andet studie
Studiet, der er præsenteret fredag, går under navnet "Step up", mens der sideløbende kører et studie, som er blevet navngivet "Step Up T2D".
"Step Up" har hen over en periode på 72 uger kigget på vægttabet hos overvægtige. Det andet studie kigger på effekten hos overvægtige, der også har diabetes.
Ikke lige så tilfredse
Investorerne ser ikke ud til at være lige så tilfredse, som selskabet selv. Novo Nordisk-aktien står omkring klokken 14 til at falde tre procent.
Selskabet kunne for en måned siden offentliggøre resultaterne af et helt andet studie, hvor man fik undersøgt resultaterne af vægttabsmidlet Cagrisema.
Cagrisema er en kombination af semaglutid og stoffet cagrilintid.
I underkanten
Forsøgspersonerne opnåede i gennemsnit 22,7 procents vægttab hen over en periode på 68 uger.
Det var imidlertid i underkanten af, hvad investorerne forventede, og derfor faldt aktien umiddelbart efter offentliggørelsen af resultaterne med omkring 27 procent.
Martin Holst sagde i den forbindelse, at man vil bruge erfaringerne fra forsøgene til at undersøge Cagrisemas vægttabspotentiale yderligere.
