Overlæge får pris for kamp mod ebola og hiv

ARKIVFOTO 2013 af overlæge Lars Østergaard- – 23/4 2015 05.59- – Dødbringende infektionssygdomme er Lars Østergaards speciale, og han kommer vidt omkring med sin forskning. Med sin forskning og gennem sit arbejde som professor og overlæge kæmper Lars Østergaard mod alvorlige infektionssygdomme som meningitis, hiv og ebola. (Foto: Axel Schütt/Scanpix 2015
Offentliggjort Sidst opdateret

Dødbringende infektionssygdomme er Lars Østergaards speciale, og han kommer vidt omkring med sin forskning.

Med sin forskning og gennem sit arbejde som professor og overlæge kæmper Lars Østergaard mod alvorlige infektionssygdomme som meningitis, hiv og ebola.

Torsdag bliver han belønnet for sin forskning og sin evne til at involvere offentligheden i sin viden, når han modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets forskningskommunikationspris på 100.000 kroner.

Lars Østergaard er overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet. Hans ultimative mål er at udrydde hiv.

Målet er at udvikle en vaccine til mennesker, der ikke er smittet, og en kur til de 35 millioner personer på verdensplan, der allerede lever med hiv.

I sin forskning har Lars Østergaard arbejdet indgående med at forstå sammenhængen mellem vacciner og kroppens måde at reagere på mikroorganismer, og han har markeret sig med sit arbejde både inden for og uden for Danmarks grænser.

Gennem sociale medier har han rekrutteret børn og unge til forsøg med en vaccine mod meningitis, og gennem events og ved brug af kunst er han nået ud til almindelige mennesker med sin viden og forskning.

– Lars Østergaard har som forsker en stor og vigtig viden om alvorlige infektionssygdomme, som vi alle risikerer at blive berørt af, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).

– Den viden formidler han med stort engagement til en bred offentlighed, og det er derfor meget fortjent, at han modtager forskningskommunikationsprisen, siger hun.

I motiveringen hedder det, at det er et underliggende tema for hans formidling, at forskningen er vigtig for samfundet.

Forskningskommunikationsprisen 2015 overrækkes torsdag af kronprinsesse Mary på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby ved åbningen af forskningens døgn.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS