Overblik: Stempelurets vej til arbejdspladsen
Flere steder skal lærere stemple sig ind og ud på arbejde. Første firma i Danmark indførte systemet i 1896.
På skoler i både Esbjerg og Tårnby skal folkeskolelærerne vænne sig til at stemple ind, når de kommer, og ud når de går for at dokumentere, hvornår de har arbejdet.
Ifølge Lars K. Christensen, som er seniorforsker på Nationalmuseet, begyndte danske virksomheder at benytte metoden allerede omkring år 1900.
Man stikker et kort ned i stempeluret, og så stempler den klokkeslættet på kortet – henholdsvis når man kommer og går hjem.
* Stempeluret blev opfundet i USA, og der blev taget patent på det i 1890.
* Det første firma, der fabrikerede og solgte stempelure i USA, indgik senere i en samling af firmaer, som blev til firmaet IBM – International Business Machines.
* Københavns Flydedok indførte stempeluret i 1896, og er det første eksempel på en dansk virksomhed, der benyttede et stempelur.
* Stempeluret er associeret med industrisamfundet, da det er her, der først kommer en skarp grænse mellem arbejde og fritid, som der ikke var på samme måde i landbrugssamfundet.
* Allerede inden stempeluret kom til Danmark, havde man mere primitive systemer, hvor medarbejderne hang et messingskilt op på en tavle, når de kom, og tog det ned igen, når de gik. Så kunne der holdes øje med, hvem der var på arbejde på fabrikken.
* Stempeluret blev digitaliseret, da teknologien tillod det. Flere firmaer sælger digitale stempelure på internettet i dag.
Kilde: Lars K. Christiansen, Nationalmuseet.
/ritzau/