Overblik: Finansloven for 2015

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Finansloven 2015

Regeringen har indgået aftale om finansloven for 2015 med SF og Enhedslisten. Her er nogle af punkterne:

Udviklingsbistanden:

Der omprioriteres i alt 1,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden for at finde penge til asylansøgerne i 2015. Der oprettes en pulje på 250 millioner kroner, som skal understøtte tiltag i forbindelse med kommunernes modtagelse af flygtninge i 2015.

Sundhedsaftalen:

Der tilføres i alt cirka 6,5 milliarder kroner i perioden 2015-2018. Fem milliarder kroner kommer fra regeringens sundhedsudspil, der primært fokuserer på indsatsen mod kræft og kroniske sygdomme samt en styrkelse af praktiserende læger. Dertil lægges 1,5 milliarder kroner til øget kapacitet på medicinske afdelinger, styrket tidlig indsats og styrket sundhedspleje for sårbare grupper.

Velfærdspakken:

En velfærdspakke på 1,6 milliarder kroner, hvor partierne vil øremærke én milliard kroner til ansættelse af mere pædagogisk personale i landets børnehaver, vuggestuer og dagplejer. Pakken indeholder også blandt andet et såkaldt hjemmehjælps-klippekort til de svageste ældre, hvor de ældre selv er med til at bestemme, hvad klippene skal bruges til. Der afsættes også 75 millioner kroner over tre år til inklusion af elever, der har særlige behov og udfordringer i folkeskolen. Pengene skal gå til specialpædagoger, som skal overvære timerne og sparre med lærerne.

Grøn omstilling:

Der afsættes 400 millioner kroner over fire år til blandt andet en styrket miljø- og økologiindsats, udvikling af bæredygtigt byggeri og et grønt nationalregnskab.

Klima:

Der tilføres 300 millioner kroner over tre år. Pengene skal primært bruges til projekter, der er med til at udbrede nye teknologier på varmeområdet. Det gælder for eksempel forsøgsprojekter med store varmepumper og en pulje til forsøg med geotermi, det vil sige varme fra kilder i undergrunden.

Transportområdet:

Der bliver afsat 830 millioner kroner til en letbane i Aalborg, som efter planen skal være klar til 2021.

Gensidig forsørgelsespligt:

Der afsættes 295 millioner kroner i 2015 og 565 millioner kroner i 2016 og årene herefter til fuld afskaffelse af gensidig forsørgelsespligt for samlevende.

Dagpengeområdet:

Der indføres en kontantydelse for ledige, der har opbrugt retten til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse. Ydelsen udgør 60 procent af det maksimale dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere. Kontantydelsen sikrer, at personer der opbruger retten til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse i 2015 vil være sikret offentlig forsørgelse i op til tre år.

Social dumping:

Der afsættes 120 millioner kroner over de næste fire år til at sætte hårdere ind mod virksomheder, som lader udlændinge arbejde på dårlige vilkår og lønninger. Med pengene skal Skat, Arbejdstilsynet og politiet lave dobbelt så mange aktioner mod social dumping.

Kilde: FINANSMINISTERIET

Powered by Labrador CMS