Over hver tredje patient får for sen diagnose
Kun seks ud af 10 patienter får stillet en diagnose til tiden, viser nye tal fra Danske Regioner.
Der er fortsat lang vej, før regionerne opfylder udredningsretten, der siger, at en patient har ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisning fra lægen.
Det vil sige få stillet en diagnose eller, hvis ikke det kan lade sig gøre, få lagt en plan for det videre forløb i sygehusvæsenet.
Nye tal fra Danske Regioner viser, at blot 60 procent af de registrerede udredningsforløb afsluttes inden de krævede 30 dage.
Af de mest syge patienter, der har behov for behandling inden en måned, afsluttes 73 procent af udredningsforløbene inden de 30 dage, viser tallene.
Isoleret set viser tallene, at færre patienter end tidligere bliver udredt til tiden. Men da udredningsretten er fra efteråret 2013 og dermed kun lidt mere end et år gammel, er der en vis usikkerhed i forhold til at sammenligne tallene.
/ritzau/