Over 200 breve fundet i en skov
To kvinder fra Silkeborg fandt breve fra Region Midtjylland og Luis Nielsen i en busk.
Mellem 200 og 250 breve er fundet i en skov i Silkeborg af to kvinder, der var ude at lufte hund. Afsenderne var blandt andet Region Midtjylland og brillefirmaet Louis Nielsen.
En af finderne af brevene er Marianne Agersbæk.
– Vi blev da noget chokeret og tænkte, at det var da noget mærkelig noget, at et postbud kunne tabe så mange breve, siger hun til DR Østjylland.
Også i Region Midtjylland er man rystede over, at det kunne ske. Dorte Christensen, der er ansvarlig for indkøbskontrakter i regionen er lettet over, at der ikke er tale om såkaldte ”højrisiko-breve” med personfølsomme data eller meget vigtige budskaber.
Alligevel ser hun på sagen med stor alvor.
– Det er ikke acceptabelt, det her. Det er ikke acceptabelt, at der ligger breve fra Region Midtjylland ude i en skov, siger hun.
Hos brillefirmaet Louis Nielsen er meldingen den samme:
– Det er naturligvis uacceptabelt, at man ikke kan regne med, at ens forsendelser kommer frem, lyder det også fra kommunikationschef Kristian Mortensen.
Undskylder til afsendere og modtagere
Bladkompagniet undskylder til modtagere og afsendere
Det er Bladkompagniet, der står for uddelingen af posten, og administrerende direktør Jesper Nielsen beklager dybt, hvad der er sket.
– Det er jeg utrolig ked af, og jeg lægger mig fladt ned på ryggen i forhold til det, jeg kender til sagen nu, siger han.
Bladkompagniet er i gang med at undersøge sagen, og både Louis Nielsen og Region Midtjylland afventer nu en redegørelse fra dem.
– Jeg kender ikke detaljerne på nuværende tidspunkt. Jeg kan blot sige, at det forekommer, at vi et eller andet sted i vores kreds af omdelere har misforstået vores opgave på denne her ene rute. Det undersøger jeg nu, sådan at vi kommer til bunds i det, forsikrer Bladkompagniets administrerende direktør.
– Jeg undskylder både over for modtagere såvel som afsendere. Det er på ingen måde det, vi ønsker at blive associeret med, siger han til DR Østjylland.
Bladkompagniet er et landsdækkende postselskab og omdeler blandt andet aviser, magasiner og erhvervspost.
Kilde: DR.