Outsider vinder Dansk Melodi Grand Prix

Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix blev en outsider.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lighthouse X kan kalde sig vinder af Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Soldiers of Love” og skal således repræsentere Danmark ved Eurovision i Stockholm.

Gruppen, der består af Johannes Nymark, Martin Skriver og Søren Bregendal slår dermed storfavoritten Simone Egeriis, som bookmakerne ellers havde spået sejren.

I første omgang stemte seerne og juryen om, hvilke tre af de 10 finalister der skulle gå videre til en endelig finale, og her gik Lighthouse X videre sammen med Simone Egeriis og nummeret “Heart Shaped Hole” og danskaustralieren Anja Nissen, der stillede op med nummeret “Never Alone”.

Juryen bestod i år af sangerinden Christina Chanée, radioværten Dennis Johannesson, koreografen Vicky Leander, sangskriveren John Gordon og Mette Thorning Svendsen, der er melodigrandprixfan.

Dernæst stemte seerne på de tre sange, og her var det altså Lighthouse X, der var folkets favorit. Sidste år afgjorde juryens stemmer, at en anden sang end den, der vandt flest seerstemmer, blev samlet vinder.

982 bud på en grandprix sang

Hele 982 bud har der i år været på en dansk grandprix sang, og udvælgelsen af de 10 finalister har produceren Mick “Cutfather” Hedin stået bag.

Eurovision Song Contest afholdes i år i Stockholm i Sverige. Landet sikrede sig sidste år sejren, da sangeren Måns Zelmerlöv vandt med nummeret “Heroes”.

Finalen i Det Europæiske Melodi Grand Prix finder sted lørdag den 14. maj. I ugen op til afholdes traditionen tro to semifinaler, og her skal Danmark blandt andet dyste mod Norge, Irland og Ukraine om de eftertragtede finalepladser.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS