Otte politifolk dræbt i angreb i udkanten af Kairo

Bevæbnede personer gik til angreb på et politikøretøj syd for den egyptiske hovedstad.

Egyptisk politi har haft travlt med uro i den seneste tid. Nu er otte af dem blevet dræbt. Arkivfoto: Scanpix/REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

Otte politifolk er natten til søndag blevet dræbt af uidentificerede gerningsmænd i et angreb på et politikøretøj i Helwan syd for Egyptens hovedstad, Kairo.

Det oplyser landets indenrigsministerium i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Betjentene var klædt i civil, da fire bevæbnede mænd trådte ud af en bil, stoppede politiets køretøj, sendte en kugleregn med politifolkene og flygtede fra gerningsstedet.

Ifølge beboere i området var gerningsmændene maskerede.

Det er uvist, hvem der står bag drabene, som ingen har taget skylden for.

Egypten er ramt af uroligheder – primært i den nordlige del af Sinai-halvøen – og hundredvis af soldater og politibetjente er blevet dræbt siden midten af 2013. Dengang overtog den daværende hærchef Abdel Fattah al-Sisi magten fra præsident Mohamed Mursi.

Mens der sker flest angreb i Sinai, så er det ikke unormalt, at militante slår til mod sikkerhedsstyrker i Kairo og andre byer.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS