Otte mænd tiltalt for spektakulært smykkekup

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Spektakulært kup mod værdicentral i London i påsken kan have givet gerningsmændene et rekordstort udbytte.

Otte britiske mænd blev torsdag fremstillet for retten i London, hvor de er anklaget for et opsigtvækkende kup i smykkekvarteret i den britiske hovedstad i sidste måned.

Mændene, der er i alderen 48 til 76 år, kravlede blandt andet ned gennem en elevatorskakt og borede et hul i en to meter tyk mur.

– Denne sag er særligt berygtet, sagde statsanklageren Edmund Hall, da sagen blev indledt.

Ifølge britiske medier blev der stjålet diamanter, juveler og kontanter for et tocifret millionbeløb i pund – svarende til et trecifret millionbeløb i kroner – i værdidepotet Hatton Garden Safety Deposit Ltd, hvor mellem 60 og 70 sikkerhedsbokse blev brudt op.

Hatton Garden huser næsten 300 juvelerer, guldsmede og smykkeforretninger samt 50 forretninger. De var alle lukkede i påsken, da tyvene slog til.

Politiet har ikke bekræftet de tal, der har været fremme i medierne om tyvenes udbytte.

Londons politi blev i første omgang bragt i forlegenhed af kuppet, da det kom frem, at det ikke havde reageret på en tyverialarm i værdidepotet. Men tirsdag blev ni mænd anholdt efter ransagninger i London-området og i Kent. Otte af de anholdte er blevet tiltalt.

Under ransagningerne dukkede der adskillige tasker op med smykker og andet, der menes at være stjålet i værdidepotet Hatton Garden Safety Deposit Ltd.

Gerningsmændene brød i påskedagene ind i 72 bokse i værdidepotet. De menes at have skaffet sig adgang til bygningen ved at bore et 50 centimeter bredt hul i en mur, hvorpå de er kravlet ind gennem en elevatorskakt.

De har også savet tremmerne over til en sikkerhedsdør.

Fire af de mistænkte er i 50’erne, mens en er i 60’ern. De to ældste af de tiltalte er 74 og 76 år.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS