Otte lastbiler kontrolleret: Så dyrt blev det
En kontrol af tungvogne søndag på tre rastepladser i Østjylland førte til en voldsomt dyr opkrævning.
Politiets Tungvogncenter Nord brugte søndag den 26. april 2020 på at udføre en tungvognskontrol på tre rastepladser i det østjyske.
Det skulle vise sig at være nyttigt, for der var problemer med mere end en håndfuld vogne. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
På østjyske rastepladser
Politiets Tungvogncenter Nord foretager kontrol af tungvogne i Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands og Østjyllands Politis politikredse. Søndag var det tungvogne, der opholdt sig i Østjylland, der var i fokus.
Kontrollerne blev foretaget på de tre rastepladser Pedersminde, Blankhøj og Gudenå Øst i perioden fra klokken 13.00 til klokken 21.00.
Og der var flere tungvogne på de østjyske rastepladser, der ikke havde alt i orden.
Over 100.000 i bøde
Politiets Tungvogncenter fandt nemlig problemer med otte køretøjer.
– Vi kunne konstatere, at der for syv af lastbilerne ikke var betalt vejbenyttelsesafgift. Én lastbil holdt parkeret i nødsporet. To chauffører blev sigtet for at bryde køre-/hviletidsreglerne, da vi vurderede, at de var i færd med at afholde regulært ugehvil i køretøjerne. Og én blev desuden sigtet for manglende tilladelse til godskørsel for fremmed regning, opremser politikommissær Claus-Kjær Pedersen, leder af Tungvognscenter Nord.
I alt blev bøden 123.000 kroner fordelt på de otte køretøjer. To køretøjer fik monteret hjullås på, fordi der ikke kunne stilles sikkerhed for bødens betaling.