Otte kørt på sygehuset med røgforgiftning
En brand, startet ved svejsearbejde, udviklede så kraftig røg, at otte håndværkere er kørt på sygehuset med røgforgiftning.
I forbindelse med noget svejsearbejde hos Dupont Nutrition Biosciences på Tårnvej i Grindsted gik der ild i nogle presenninger. Formentlig på grund af gnister fra svejseapparatet.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
– Otte håndværkere er blevet kørt til sygehuset med røgforgiftning, og en er blevet forbrændt på arme og hænder. Hvor voldsomt ved jeg faktisk ikke, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til Newsbreak.dk.
Brandvæsenet blev tilkaldt klokken 9.49 søndag formiddag, og Billund Brandvæsen rykkede ifølge Odin/112 ud fra Falck-stationen i Grindsted.
Ingen fare
På matriklen findes der kemikalier som ammoniak, der ved brand kunne udvikle sig til farlig røg. Men ifølge vagtchefen har der på intet tidspunkt været fare for beboere i området.
– Der er – og har ikke – været fare på færde for beboerne. Det kan godt have skabt noget bekymring, fordi det er en markant bygning i området, men der var mere røg end egentlig brand, siger Jørn Lindhardt til Newsbreak.dk.
Vagtchefen ved ikke, hvor de tilskadekomne er kørt hen, men gætter på, at de er blevet spredt til forskellige sygehuse på grund af mængden.