Otte danske byer mister skole
Voksne ufaglærte bliver ramt, når der til sommer lukkes en række VUC-centre i provinsen.
Undervisningssteder for voksne, de såkaldte VUC-centre, lukker og slukker i otte danske provinsbyer til sommer.
Det betyder, at ufaglærte i yderdanmark mange steder må kigge langt efter et dansk-kursus. Det skriver Avisen.dk.
Det er allerede besluttet, at VUC i Hirtshals, Ebeltoft, Brovst, Grindsted, Frederiksværk, Rudkøbing, Frederikssund og Varde drejer nøglen om efter mange års økonomiske besparelser.
Derudover er 25 undervisningssteder andre steder i landet lukningstruede på grund af blandt andet massive besparelser på de seneste års finanslove samt den nye FGU-uddannelse.
Rektor for VUC Vest i Esbjerg, Frants Regel, kalder det skidt for de unge og voksne i Sydvestjylland, at afdelingerne i Varde og Grindsted lukker.
– Vi har haft mellem 50 og 70 årskursister på VUC i de to byer. Nu bliver der længere at køre, og det er ikke en superkur for kortuddannede, der gerne vil på skolebænken, siger han til Avisen.dk.
Af værste skuffe
Frants Regel kalder det centralisering af værste skuffe.
– De kortuddannede med behov for almen voksenuddannelse bor jo netop i de områder, hvor skolerne lukker. Det giver ikke nogen mening, siger han.
Også næstformand i Gymnasieskolernes Lærerforening, Anders Kristian Bærholm, mener, at det er en ‘katastrofe for de unge i yderområderne’, at de fremover skal køre meget langt eller flytte for at tage for eksempel en HF-eksamen eller et enkeltfag i dansk eller matematik.
Han påpeger, at million-besparelserne gennem mange år – det såkaldte omprioriteringsbidrag – rammer hårdt over alt.
– Hovedafdelingen i Odense siger eksempelvis, at de må skære voldsomt ned og må finde nye lokaler. Man har allerede opsagt huslejen i Fåborg og Glamsbjerg. Hvis vi skal have et fintmasket net af skoler over hele landet, er det her helt ved siden af, siger han.
Dybt bekymrende
Hos Landdistrikternes Fællesråd, der varetager yderdanmarks interesser, kalder næstformanden Grethe Saabye VUC-lukningerne ‘dybt bekymrende’.
– Vi skal have fjernet omprioriteringsbidraget, som rammer skoler med et lavt elevgrundlag hårdere end dem med et stort elevgrundlag, siger hun.
I dag er der 85 VUC-afdelinger fordelt på 30 VUC-centre. Fra 2016 til 2019 er der samlet gennemført besparelser på området på 1,6 milliarder kroner, ifølge Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske HF og VUC.
Samtidig er tilgangen af elever faldet de senere år i takt med højkonjunkturen. Mange unge og voksne har fået job og droppet kurserne.
Brev til ministeren
De tre organisationer har for nylig henvendt sig til undervisningsminister Merete Riisager (LA) og gjort opmærksom på uddannelsernes pressede økonomi.
I et svarbrev til organisationerne skriver ministeren blandt andet:
– Jeg er meget optaget af, at vi i Danmark har et geografisk bredt udbud af almene voksenuddannelser og er enig i, at det er vigtigt at have fokus på fremadrettet.
I brevet noterer hun også, at regeringen har besluttet at gennemføre et eftersyn af taxameter- og tilskudssystemet.
Eftersynet afsluttes i efteråret 2019, skriver hun. Derefter skal der være en uddannelsespolitisk drøftelse af, hvilken rolle de almene voksenuddannelser skal spille fremadrettet.