Otte-årig skudt i drive-by skyderi – faren er livsfarligt såret

En pige fra Miami er død efter at være ramt af et skud i hovedet.

Pigen og hendes far blev skudt ned foran deres hus i Miami. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

En blot otte-årig pige er død og hendes far er i kritisk tilstand efter de begge blev skudt ned foran deres hjem i Miami, Florida i USA.

Naboerne har fortalt til CBS, at de hørte flere skud på den ellers stille og rolige søndag eftermiddag.

Efterforskerne mener, at det er den 32-årige far, der var målet og ikke pigen, der tilfældigt befandt sig foran huset.

Politiet i Miami oplyser også, at mindst to mænd i en sort Ford kørte forbi og begyndte at skyde i det øjeblik, den 32-årige mand steg ud af sin bil.

– Barnet, der stod tæt på hoveddøren, blev ramt af et skud i hovedet, siger Juan Perez fra politiet i amtet Miami-Dade til CBS.

– Og det piner mig, at jeg skal stå her igen og snakke om et lille barn, et uskyldigt barn, der intet med kriminalitet har at gøre. Der ikke har noget med uenigheder at gøre. Og så alligevel måtte tage en kugle i hovedet. En kugle, der slet ikke var tiltænkt hende, siger Juan Perez videre.

 

Da naboerne hørte skuddene, slappede de af foran deres huse, mens deres børn legede i haverne.

– Forestil dig at høre skud, hvor du bor. Hvad, hvis de (børnene) blev skudt, undrede en af naboerne sig.

– Så snart vi hørte skuddene, løb vi indenfor, sagde naboens ven.

Hård ventetid

På hospitalet ventede og bad pårørende for pigen og hendes far.

Ved aftentide fortalte et familiemedlem CBS4’s Donna Rapade, at pigen var død.

– Vi har det på samme måde som jer og resten af lokalsamfundet. Nu skal disse tragiske begivenheder have en ende. Se jer omkring. Der står naboer, der er børn, der leger – nøjagtig som barnet, der blev ramt. Kuglerne kunne have endt alle mulige steder. Meningsløs vold i vores lokalsamfund. Det er jo latterligt, sagde Juan Perez.

AlbertCarvalho fra Miami-Dade kommune-skole har været meget åben og forarget over våben og vold, der på en eller anden måde kommer til at involvere børn.

Det har fået ham til tasterne og posted dette tweet:

“Stop med, hvad end, du laver. Bøj dit hoved, luk dine øjne. En otte-årig lille pige blev skudt i hovedet. Dette blodbad må ende.”

 

Politiet i Miami har netop hævet dusøren fra 3000 til 23.000 dollars for informationer, der kan føre til mordernes tilfangetagelse.

Powered by Labrador CMS