Otte anholdt i bande-aktion

Otte personer med tilknytning til bandemiljøet i Herning blev mandag formiddag anholdt.

Otte personer med tilknytning til bandemiljøet i Herning blev anholdt mandag formiddag. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag klokken 10 blev en ikke helt normal formiddag for otte personer i Herning med tilknytning til bandemiljøet.

Her slog Task Force Vest, Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi til ved en større aktion i Herning. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Aktionen blev til efter en længere og intensiv efterforskning af bandemiljøet i Herning, og i dag gennemførte vi så en større ransagnings- og anholdelsesaktion primært i Herning-området. I forbindelse med aktionen anholdt vi otte personer, hvoraf det forventes, at de fire fremstilles i grundlovsforhør i morgen, oplyser Politiinspektør Brian Olsen, Task Force Vest, Sydøstjyllands Politi, i meddelelsen.

De anholdte er sigtet for flere indbrud samt narkohandel, og under ransagningerne blev der både beslaglagt tyvekoster og et mindre kvantum narkotika.

Det har ikke mandag eftermiddag været muligt for Newsbreak.dk at komme i kontakt med Brian Olsen for yderligere kommentarer, men ifølge Ekstra Bladet har de anholdte tilknytning til banden Black Army.

Det forventes, at grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre.

Powered by Labrador CMS