Østergaard vil ikke ændre på R-politik
Den formentlig kommende R-leder Morten Østergaard afviser, at De Radikales politik nu bliver ændret.
Med regnen dryppende fra jakken ankom Morten Østergaard søndag formiddag til Christiansborg for at deltage i det gruppemøde, som formentlig vil gøre ham til ny leder af De Radikale.
Lederskiftet kommer, efter at Margrethe Vestager har sagt ja til at blive ny EU-kommissær for Danmark. Det betyder dog ikke, at De Radikales politik bliver ændret.
– Det kan jeg ikke forestille mig. De Radikales politik er De Radikales politik, siger en kortfattet Morten Østergaard på vej ind til gruppemødet.
Den nuværende skatteminister vil ikke på forhånd sige, at posten som radikal leder er hjemme.
– Det er gruppen, der afgør det. Men jeg kan sige, at jeg ikke er kandidat til nogen international toppost, i hvert fald, siger Morten Østergaard med en humoristisk henvisning til, at statsminister Helle Thorning-Schmidt i flere måneder har måttet afvise, at hun er kandidat til en post i EU.
/ritzau/