Østergaard til Løkke: Lad dig inspirere af Merkel

Foto: Claus Bech/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De Radikale opfordrer den danske regering til at indgå i en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen.

Budskabet fra Morten Østergaard, leder for De Radikale, til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den danske regering er ikke til at tage fejl af: Kom ind i kampen og hjælp med at løse flygtningekrisen i Europa.

Tyskland anført af kansler Angela Merkel har i weekenden åbnet sine grænser, så de mange migranter, som har været strandet i Ungarn, kan rejse til Tyskland.

Morten Østergaard synes, at Merkel viser vejen frem. Han ønsker en fælles europæisk løsning på problemet, og han opfordrer den danske regering til at indgå i sådan en løsning.

– Man kan ikke sige, at det er nogen løsning, som Tyskland er kommet frem til, og det er heller ikke det, Tyskland siger, men det er endnu et signal fra Merkel om, at hun ser det her som en fælles europæisk problemstilling, hvor man ikke bare kan sige hvert land for sig selv.

– Det er enormt prisværdigt. Det er stærkt, at man går forrest og løsner op for en helt akut konfliktsituation omkring Ungarn.

– Det er det stærke lederskab, der kan give forhåbning om, at der kan komme en fælles europæisk løsning.

– Jeg vil opfordre den danske regering til at melde sig på den side, hvor man søger fælles løsninger og ikke siger hvert land for sig selv, siger Morten Østergaard til Ritzau.

Til den opfordring siger Michael Aastrup Jensen, Venstres udenrigsordfører:

– Vi blander os ikke i, hvordan Tysklands integrations- og udlændingepolitik foregår. Vi har ikke nogen holdning til den måde, Tyskland vil løse problemet på, men det er ikke den vej, vi vil gå.

– Vi vil hjælpe flygtningene så tæt på nærområdet som muligt. Kan vi for eksempel ikke få bygget flere lejre i Tyrkiet, Libanon eller andre lande, som grænser op til Syrien? Det er vejen frem, i stedet for at folk risikerer deres liv for at krydse Middelhavet.

– Hvis alle går i Tysklands fodspor, vil rigtig mange mennesker prøve lykken over Middelhavet, og det tror jeg ikke, at der kommer noget godt ud af. Så ser vi flere mennesker, som dør.

DF frygter, at Tysklands åbne grænser vil føre til, at mange flygtninge søger mod Danmark. Men det tror Michael Aastrup Jensen dog ikke.

– Det vil være i strid med Dublin-konventionen, som vi skal håndhæve til punkt og prikke. Det land, man er blevet registreret i og vil være flygtning i, det er også i det land, man skal opholde sig.

– Så de kan ikke bare rejse til Danmark. Jeg regner ikke med, at det får nogen betydning for vores udlændingepolitik, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS