Østergaard efter nye væksttal: Vi er på vej ud af krisen
Regeringens politik er den afgørende årsag til, at væksten er endt på 1,0 procent, siger økonomiministeren.
– Jeg mener, at regeringen er ved at trække Danmark helt ud af krisen, det viser dagens tal. Dansk økonomi er i fremgang, og vi venter og tror, at væksten vil fortsætte de kommende år, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).
Hans udmelding kommer, efter at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at væksten i bruttonationalproduktet i 2014 er endt på 1,0 procent. I fjerde kvartal steg den med 0,4 procent, hvilket var højere end ventet.
Regeringen nedjusterede således flere gange i løbet af 2014 sine egne forventninger, der til sidst lå på blot 0,7 procent.
– Vi er nu på vej ud af krisen, men det er afgørende at fortsætte med reformerne, så vi kan gribe et europæisk opsving og fastholde en kurs for Danmark, hvor stadigt flere danskere er i arbejde, siger Østergaard.
/ritzau/