Østergaard advarer S: -I skal ikke afvise topskatte-lettelser
De Radikale afviser ikke at sænke topskatten ligesom Socialdemokraterne, siger partileder Morten Østergaard.
Det er en forkert holdning at indtage, når Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på partiets kongres i Aalborg afviser at sænke topskatten.
Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, på partiets landsmøde til Ritzau.
– Det er helt afgørende, at vi og Socialdemokraterne ikke stiller hindringer i vejen for, at der kan laves væsentlige økonomiske aftaler i foråret. Danmark har brug for et skattesystem, der bidrager til, at der skabes job, siger Morten Østergaard.
I 2012 lavede S-R-SF-regeringen en skattereform med Venstre efter forgæves forhandlinger med Enhedslisten. Reformen sænkede topskatten, men bremsede stigningstakten i offentlige ydelser.
– Da vi var i regering, lykkedes det os at lave en skattereform hen over midten. Det er en skattereform, der sænker skatten på arbejde for alle. Derfor er min appel, at vi ikke sætter hindringer for en kurs med en skattepolitik hen over midten, siger han.
Dårlig ide
I Aalborg sagde Mette Frederiksen:
– Lad mig derfor sige det helt klart: Det er en dårlig idé at sænke topskatten. Det er faktisk så dårlig en idé, at vi ikke vil være med til det, sagde Mette Frederiksen.
Men De Radikale vil sænke topskatten, understreger Morten Østergaard.
– Vi ønsker at lette skatten på arbejde for alle i top og i bund. Det sikrer, at der bliver skabt arbejdspladser, siger han.
I Venstres regeringsgrundlag hedder det: “Regeringen vil sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde”.
Samtidig vil regeringen ikke hæve nogen skat eller afgift med sit “skatte- og byrdestop”.
– S og R bør byde sig til i forventning om, at Venstre vil søge at forankre disse aftaler bredt, som vi gjorde. Derfor er tiden ikke til at stille ultimative krav af den ene eller anden karakter, siger Morten Østergaard.
/ritzau/