Orkan: 90 procent af husene ødelagt

Orkanen Pam har ødelagt eller beskadiget op mod 90 procent af husene i Vanuatus hovedstad. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Orkanen, der har ramt øriget Vanuatu, har smadret hovedstaden. Det er fortsat svært at få overblik.

Den tropiske superorkan Pam har ødelagt eller beskadiget op mod 90 procent af husene i Vanuatus hovedstad, Port Vila, efter at den ramte øgruppen i Stillehavet natten til lørdag lokal tid.

Det anslår den britiske hjælpeorganisation Oxfam.

– Dette er sandsynligvis en af de værste katastrofer, som vi nogensinde har set i Stillehavet. Behovet for humanitær nødhjælp vil være enormt. Hele samfund er blevet blæst væk, siger Oxfams leder i Vanuatu, Colin Collet van Rooyen, til AFP.

Vind med over 300 km/t

Pam var med vindhastigheder over 300 kilometer i timen en af de kraftigste tropiske orkaner, der nogensinde er målt over Stillehavet.

Indtil videre er der kun meldinger om otte omkomne i Vanuatu, men det frygtes, at tallet vil stige markant, når det lykkes at få troværdige meldinger ind fra alle øer.

Kommunikationsforbindelser er blevet ødelagt, og kraftigt uvejr gør det fortsat svært at komme rundt mellem øerne med fly og både.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS