Organisationer: Tossedumt at skære i bistand
Politikerne på Christiansborg må lade handling følge ord og sende mere hjælp til nærområderne ved Syrien.
Det siger generalsekretærerne for henholdsvis Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, efter Jyllands-Posten søndag beskriver, hvordan hjælpen til Syrien og nabolandene er faldet siden 2013. Hjælpen er faldet på trods af, at alle partier i Folketinget er enige om, at der er brug for mere hjælp i nærområder.
»Det er et tossedumt tidspunkt at skære i udviklingsbistanden og dermed skære i mulighederne for at hjælpe i nærområderne. Der er mere brug for hjælp i nærområderne nu, end der har været på noget andet tidspunkt – også i lyset af den flygtningesituation, vi har i Europa,« siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.
Nødhjælp til Syrien falder
Nødhjælpen til Syrien og nabolandene blev fordoblet fra 2012 til 2013, men i 2014 blev den ifølge Udenrigsministeriet skåret ned fra 387 til 329 millioner kroner, skriver Jyllands-Posten. I år har Danmark indtil videre bevilget 206 millioner til nødhjælp, og medmindre regeringen omprioriterer, vil nødhjælpen til Syrien igen i år svinde.
»Hvis det realiseres, er der grund til bekymring for de mange millioner mennesker, der sidder i nærområdet. Vi kan i de her dage læse, at verdens fødevareprogram er ved at løbe tør for penge og må stoppe hjælpen til flere hundrede tusinde mennesker, og levevilkårene i nabolandene til Syrien er skrækkelige, det har vi fået beskrevet masser af gange,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
»Det er klart, at de flygtninge, der har siddet i disse lejre i op imod fire et halvt år, mister håbet om at komme hjem og begynder at se mod Europa,« tilføjer han.
»Det er helt væsentligt, at verdenssamfundet inklusiv Danmark gør det bedre, end vi har gjort de seneste år,« siger han.
Blæser og har mel i munden
Det er for tidligt at konkludere, hvor mange penge, Venstre-regeringen vil bruge på hjælp i nærområderne i år, men Anders Ladekarl pointerer, at der skal bevilges rigtig mange ekstra penge resten af året, hvis den nuværende regering skal op på et niveau, der er højere end tidligere.
»Især i en situation, hvor man også vil skære 2,6 milliarder kroner på udviklingsbistanden. Så Kristian Jensen (V) (udenrigsministeren red.) har en rigtig stor opgave foran sig, hvis han ikke vil lave nedskæringer i indsatsen i nærområder,« siger generalsekretæren, der generelt mener, at partier i Folketinget blæser og har mel i munden på samme tid.
»Man siger, at hovedløsningen på flygtningeproblemet er at sende mere hjælp til nærområderne – hvilket jeg er enig i, men samtidig er man altså i gang med at lave en ganske kraftig beskæring af hele vores udviklingsbistand, som jo er en del af den bistand, der går til nærområdeindsatsen. Det hænger ikke rigtig sammen, med mindre man finder nogle helt exceptionelle løsninger, hvad jeg ikke kan se lige nu,« siger Anders Ladekarl.