Opholdsforbud: Her er hvad du skal vide

Opholdsforbud er blevet taget i brug af politiet i Danmark, og det kan komme til at koste dyrt, hvis du ikke overholder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Opholdsforbud er en ting, som politiet i Danmark over en længere periode har varslet, hvis det fortsat var svært for danskerne at holde afstand.

Ind til videre er opholdsforbuddet taget i brug på steder, hvor der er en tendens til at store menneskemængder flokkes. Tager man ophold på et sted, hvor der er nedlagt et forbud kan det koste dyrt.

Hvad er et opholdsforbud?

Lørdag den 25. april blev opholdsforbud for første gang taget i brug i Danmark, mens udbruddet af coronavirus har hærget landet. Her oprettede Syd- og Sønderjyllands Politi samt Københavns Politi midlertidige opholdsforbud ved Lakolk Butikstorv og på Islands Brygge, grundet at områderne var præget af at være en opholdssted for store mængder mennesker.

Det betød altså, at der er forbud mod at tage ophold på de områder. Et opholdsforbud omfatter dog ikke, hvis du går, løber eller cykler i området. Det, der tæller som et ophold, er eksempelvis at sætte sig steder, hvor forbuddet gælder.

Hvor længe varer et opholdsforbud?

Et opholdsforbud er midlertidigt. Det har de politikredse, der ind til videre har indført et, også beskrevet det som værende.

Det udstedes i medfør af § 10 i bekendtgørelse nummer 445 af 19. april 2020 om forbud mod større forsamlinger. Heri står der skrevet, at det er politiets ret til at indføre et opholdsforbud på steder, hvor mange personer færdes og hvor det vurderes at være en nødvendighed for at forhindre en mulig smittespredning.

Der står desuden, at et midlertidigt opholdsforbud gælder i syv dage, men at det kan forlænges, hvis politiet finder det nødvendigt.

Hvor i Danmark er der opholdsforbud?

Det er kun et par dage siden, at de første politikredse gjorde brug af muligheden for at indføre et opholdsforbud. Allerede fredag oplyste Rigspolitiet dog om en lang række mulige steder, hvor der kunne komme opholdsforbud.

Ind til videre er det kun Københavns Politi, der har oprettet et opholdsforbud på Islands Brygge. Syd- og Sønderjyllands Politi havde indført et ved Lakolk Butikstorv på Rømø. Sidstnævnte er dog natten til mandag blevet ophævet igen.

Dog er der blandt andet en lang række strande, promenader, anlæg og butikscentre, der er i risiko for at blive omfattet af et forbud eksempelvis Solnedgangspladsen i Skagen, Bellevue Strand i Aarhus, Østre Søbad i Silkeborg, Eventyrhaven i Odense, Vallensbæk Havn i Vallensbæk og mange andre steder.

Hvad koster det at overskride er opholdsforbud?

Hvis ikke man overholder opholdsforbuddet kan det koste dyrt. For politiet kan udstede bøder på 2500 kroner til personer, der tager ophold de steder, hvor opholdsforbuddet gælder.

Bøderne er taget i brug. Københavns Politi uddelte søndag en håndfuld bøder. Blandt andet til en mor, der opholdt sig på en legeplads på Islands Brygge.

På steder, hvor opholdsforbuddet er indført, er der sat skilte op med information om opholdsforbuddet, derfor skulle det ikke være til at overse, at man ikke på tage ophold i området.

Det vi alle spø'r om

Denne artikel er en del af serien “Det vi alle spø’r om”, hvor vi på Newsbreak.dk forsøger at give nogle af de svar på aktuelle emner, som danskerne søger på søgemaskiner som Google.

I serien forsøger journalisten at give nogle konkrete svar på aktuelle navne, begivenheder og begreber ud fra de søgninger, som vi enten ved bliver lavet på Google – eller de søgninger journalisten formoder kommer i kølvandet på den aktuelle sag.

Det er ikke alle spørgsmål, vi søger svar på, som vi konkret kan besvare. Det kan være svar på fremtidige begivenheder som eksempelvis Tour de France 2021, hvor vi endnu ikke ved hvilke danske ryttere, der deltager – eller i forbindelse med Christian Eriksens skifte til fodboldklubben Inter, hvor vi ikke præcist kan give svar på, hvad han tjener. Men vi forsøger at komme så tæt på som overhovedet muligt.

God læselyst

Uffe Dahl,
Redaktør, Newsbreak.dk

Powered by Labrador CMS