Opdager kæmpe-menneske
Forskere har opdaget en hidtil ukendt, forhistorisk menneskeart, som kan erstatte neandertaleren som det moderne menneskes nærmeste slægtning
Citathistorie: Videnskab.dk
I 1933 fandt en gruppe kinesiske bønder i byen Harbin i Nordøstkina det enorme kranie fra et fortidsmenneske, mens de var ved at bygge en bro for den japanske besættelsesmagt, der havde annekteret området.
Bønderne ville ikke have, at kraniet skulle falde i hænderne på japanerne, så en af dem gemte det i en brønd.
Han skammede sig over at have arbejdet for den japanske hær og røbede ikke kraniets eksistens, før han i 2018 lå på sit dødsleje.
Nu er kraniets fysiske træk blevet undersøgt af et forskerhold i tre videnskabelige studier udgivet i tidsskriftet The Innovation.
Det skriver Videnskab.dk.
Og resultaterne tyder på, at Harbin-kraniet tilhører en helt ukendt menneskeart.
Kaldes Dragemanden
Arten har forskerne navngivet Homo longi, der betyder ’Dragemanden’.
- Da jeg så Harbin-fossilet for første gang, blev jeg virkelig overrasket. Kraniet er fantastisk velbevaret og har en kombination af ansigtstræk, vi hverken kender fra neandertalere, Homo heidelbergensis eller Homo sapiens (moderne mennesker, red.), siger medforfatter Chris Stringer, forskningsleder ved Department of Earth Sciences ved National History Museum i London, til Videnskab.dk.
Den mulige nye art kan være en nærmere slægtning til det moderne menneske end neandertaleren, som de fleste forskere ellers er enige om, er vores tætteste forhistoriske slægtsled.
Det peger forskergruppens computergenererede slægtstræer på.
Forventer flere menneskearter
Den danske professor Felix Riede er ikke overrasket over, at der kan være dukket en ny menneskeart op i Kina, som muligvis ændrer vores forståelse af evolutionen.
- Jeg har tidligere sagt, at vi kan forvente flere nye menneskearter, og det kunne lade til at være sandt. Der gemmer sig sikkert mange flere fossiler som Harbin-kraniet rundtomkring i kældre og arkiver, som også repræsenterer nye menneskearter. De venter bare på at blive opdaget, siger Felix Riede fra Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Forskergruppen er de første, der har undersøgt kraniet, og der kræver flere undersøgelser at fastslå, at der er tale om en ny art og menneskets nærmeste slægtning.