Opbevarer du disse ting helt forkert?
Hvis du stiller gamle dokumenter, bøger og billeder på loftet, i kælderen eller i garagen, skal du måske genoverveje dit valg af opbevaringssted
Dåbsattesten, feriebillederne og bogklassikeren, som man læser med et par års mellemrum, fylder altså godt i hjemmet.
Især når det er ting, man sjældent bruger, men som man alligevel gerne vil gemme.
Derfor pakker mange af os bøger, dokumenter og billeder ned i en kasse og stiller kassen op på loftet, ned i kælderen eller ud i garagen.
Men det er faktisk ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis man spørger Thomas Witterseh, som er seniorspecialist ved Teknologisk Institut.
- Man skal være meget opmærksom på indeklimaet - altså temperaturen og luftfugtigheden - i det rum, man bruger. Disse ting kræver nemlig en stabil temperatur og en lav luftfugtighed, hvis de skal bevares, siger han.
Du kan gøre noget
Uisolerede loftsrum og garager byder ikke på stabile temperaturer, og både meget høje og meget lave temperaturer kan ødelægge dine gemmer over tid.
Hvis du vil opbevare de gamle dokumenter, bøger og billeder fornuftigt, skal du finde et sted, hvor der ikke er sollys, og hvor der er omkring 15 graders varme. Asger Svane-Knudsen, bevaringsteknisk koordinator i Rigsarkivet, fortæller, at det er den temperatur, papir bedst opbevares i.
- Papir består af træmasse og andre stoffer, der udvider sig i varme og trækker sig sammen i kulde. Til sidst vil det altså gå i opløsning, og ældre blæk kan kemisk begynde at angribe papiret eller løbe ud ved fugt, siger Asger Svane-Knudsen.
Bor du et sted med en kælder, hvor temperaturen ikke svinger, kan ligge fast det samme sted, og hvor luftfugtigheden ikke er for høj, er det et godt bud på, hvor du skal opbevare dine gamle billeder, bøger og dokumenter.
Du skal dog være opmærksom på faren for oversvømmelse og sørge for at placere det, du vil gemme, så højt oppe, at det ikke en dag drukner.