Opbakning til landsholdet fra rummet

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 400 kilometer væk fra Jorden sender Andreas Mogensen et billede af sig selv i landsholdstrøje.

Afstand har ingen betydning for en ægte fan.

Så selvom Andreas Mogensen befinder sig omkring 400 kilometer fra Jorden, og har haft begrænset plads til sin opbakning, har han pakket en landsholdstrøje.

Det ses på det billede, den danske astronaut har vedlagt det første danske tweet fra rummet, hvor han er iført landsholdstrøjen.

Selv måtte han dog gå glip af fredag aftens landskamp mod Albanien, som endte 0-0 i en noget kedelig affære.

– Første arbejdsdag på rumstationen! Missede landskampen i går aftes, men det går nok, når man er i rummet, skriver Andreas Mogensen fra Den Internationale Rumstation, ISS.

På billedet svæver han vægtløs rundt, og han har fortalt, at det tog ham omkring et døgn at vænne sig til den nye tilstand.

De to døgn, som det tog for rumkapslen Sojus at nå op til Den Internationale Rumstation, har Andreas Mogensen og de to andre besætningsmedlemmer tilbragt med at “spise, sove og kontrollere fartøjet”. Det fortalte Mogensen fredag i sit første videoopkald til Jorden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS