Op til 1 års fængsel: Ny lov træder i kraft nu

Fra 1. marts er det ulovligt at indfange truede arter af sommerfugle. Overtrædelse kan give fængsel i et år.

Offentliggjort Sidst opdateret

34 sjældne og truede arter af danske dagsommerfugle får nu skærpet beskyttelse. Fra 1. marts er det ulovligt at indfange, opbevare og handle med dem.

Det gælder arter med eksotiske navne som engblåfugl, egesommerfugl, hvid admiral, svalehale, perlemorrandøje og sort ildfugl.

Overtræder man forbuddet, risikerer man bødestraf. Under skærpende omstændigheder endda fængsel i op til et år.

Det oplyser miljøminister Lea Wermelin (S).

– Midt i en naturkrise, hvor sommerfuglene er i tilbagegang, kan vi selvfølgelig ikke tillade, at sårbare og truede sommerfugle må fanges og indsamles, siger hun i en kommentar.

Sommerfugle i krise

På den seneste rødliste over truede dyr og planter figurerer næsten halvdelen af de vurderede dagsommerfugle. Det vil sige, at arterne enten er regionalt uddøde, truede, eller at det ikke har været muligt at skaffe data.

Truede danske dagsommerfugle

Fra 1. marts 2021 er det forbudt at indfange, opbevare og handle med 34 arter af sjældne danske dagsommerfugle.

Læs mere her:

* Der lever 66 forskellige arter af dagsommerfugle i Danmark. Visse af dem findes kun i et meget lille antal.

* Den kritisk truede sortplettet bredpande findes således kun i Søholt Storskov på Lolland.

* 37 arter af dagsommerfugle er rødlistede. De er enten truede eller særligt sårbare.

* På Naturstyrelsens arealer er det allerede forbudt at indfange rødlistede dagsommerfugle.

* Apollo-sommerfuglen, som to danskere i 2020 blev idømt bøder for at indsamle, er en af de store dagsommerfugle med et vingespænd på 6-8,5 centimeter.

* Den kan yderst sjældent ses som strejfer i Danmark, men yngler ikke her i landet.

* Arten er fredet i mange europæiske lande og opført på FN’s liste over truede arter (Cites).

* Samlere vil på nettet angiveligt betale op mod 1000 kroner for en Apollo-sommerfugl.

Kilde: Naturstyrelsen, Institut for Bioscience (Aarhus Universitet), TV2, NTB.

– Det kræver en stor indsats, hvis vores natur skal på fode igen. Så jeg har taget godt imod idéen fra WWF Verdensnaturfonden om et forbud som et skridt på vejen til at passe bedre på Danmarks natur, tilføjer Lea Wermelin.

Danske samlere knaldet i udlandet

For et år siden fik to danske sommerfuglesamlere fra Randers og Aalborg bøder på henholdsvis 10.000 og 12.000 kroner, fordi de i årtier har indsamlet sjældne og truede arter af sommerfugle i en lang række lande.

De to mænd blev pågrebet af norsk politi, da de i juli 2019 var taget til Jotunheimen for ulovligt at fange fredede Apollo-sommerfugle.

Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden, kalder det en rigtig god nyhed, at fredningen af de rødlistede og truede sommerfugle endelig er faldet på plads:

– Vi har mistet en lang række smukke og unikke sommerfuglearter gennem de sidste årtier.

Bestandene kan reddes

Fredningen vil utvivlsomt sikre bedre beskyttelse af arterne og især deres levesteder. Det ved man fra tilsvarende fredninger af padder, krybdyr og orkidéer, siger Bo Øksnebjerg.

– Urørt skov og græsning med store pattedyr kan genoprette mange sjældne sommerfuglearters levesteder, så bestandene kan reddes, inden det er for sent, tilføjer Bo Øksnebjerg.

Hvis man er privat ejer af en samling sommerfugle, som indeholder en eller flere af de 34 arter, skal man kunne godtgøre, at de er indfanget før forbuddet.

Powered by Labrador CMS