Online-konkurrencer: Vær opmærksom inden du deltager

Læs alle betingelser og vilkår, inden du deltager i en fristende konkurrence på nettet. Og vær særlig kritisk, hvis du skal indtaste dine kortoplysninger.

Som forbruger kan man trække sit samtykke tilbage. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

“Deltag i konkurrencen, og vind en smartphone, flybilletter eller et weekendophold”.

På nettet popper mange fristende konkurrencer op, men inden man deltager, er der en række ting, man bør være opmærksom på.

I nogle konkurrencer er det eneste, man skal gøre, blot at indtaste sit navn, nummer og sin mail.

Irriterende hage

Men selv om det er nemt, og præmierne frister, kan der være en irriterende hage forbundet med det, advarer Uffe Foged Jespersen, der er chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

– Vær opmærksom på, hvilke betingelser der er forbundet med konkurrencen. Vi ser rigtigt mange tilfælde af konkurrencer, der bliver brugt til at indhente samtykke til markedsføring, siger han.

Det er udbyderen af konkurrencens ansvar at sikre, at konkurrencen lever op til lovens krav, hvis den skal bruges til at indhente samtykke til markedsføring.

Det betyder blandt andet, at konkurrencens betingelser og vilkår skal fremgå tydeligt, inden man skal taste sine kontaktoplysninger ind.

– Forbrugeren må ikke være i tvivl. Det skal være lige så klart, at vedkommende deltager i en konkurrence, som at vedkommende giver samtykke til markedsføring og også i hvilket omfang, siger Uffe Foged Jespersen og fortsætter:

– Tjek altid, hvad vilkårene er, og hvad ens personoplysninger bliver brugt til og videregivet til, råder han og tilføjer, at mange konkurrencer indeholder vilkår om, at udbyderen må videregive oplysningerne til andre erhvervsdrivende.

Du kan trække dit samtykke tilbage

Som forbruger kan man til hver en tid trække sit samtykke tilbage. Både over for den, som har udbudt konkurrencen, og over for den, som man eventuelt bliver kontaktet af efterfølgende.

Hvis man bliver kontaktet af en erhvervsdrivende, som man ikke mener, man har givet samtykke til, kan man indsende en klage til Forbrugerombudsmanden, som kan vurdere, hvorvidt der er sket brud på markedsføringsloven eller forbrugeraftaleloven.

Ved konkurrencer, hvor man skal betale et mindre beløb i eksempelvis porto eller administration for at få en præmie, skal man være særlig kritisk.

Forbrugerombudsmanden modtager mange klager fra forbrugere, som har deltaget i sådanne konkurrencer, men hvor det har været skjult, at de samtidig skulle betale for et abonnement. En såkaldt abonnementsfælde.

– Det gode, gamle råd er, at hvis noget er for godt til at være sandt, er det formentligt også det. Det er de færreste, der udlover iPhones til fem eller ti kroner uden nogen yderligere forpligtelser, siger Uffe Foged Jespersen.

Onlinekonkurrencer

Det skal du være opmærksom på ved onlinekonkurrencer:

– Undersøg, hvem der står bag konkurrencen. Er der eksempelvis oplyst en dansk adresse, en hjemmeside og et telefonnummer?

– Det skal være lige så tydeligt, at forbrugeren giver samtykke til markedsføring, som at forbrugeren deltager i konkurrencen.

– Når du er indforstået med konkurrencens vilkår og betingelser, så gør op med dig selv, om du ønsker at modtage eksempelvis telefonopkald og/eller mails.

– I lovlige konkurrencer må samtykket ikke må være krydset af på forhånd.

– Vær altid forsigtig med at give kortoplysninger og betale et beløb for at være med i konkurrencen.

– Opret eventuelt en særskilt mailkonto til de konkurrencer, du deltager i.

– Som forbruger kan man trække sit samtykke tilbage.

– Man kan klage over en erhvervsdrivendes markedsføring ved at udfylde en kontaktformular på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS