Ondt blod
Mette Thiesen smækker med døren
Mette Thiesen, der mandag eftermiddag kom en sandsynlig ekskludering fra Nye Borgerlige i forkøbet ved at melde sig ud af partiet, er langt fra enig i alt, hvad der er skrevet om hende og hendes kæreste og deres angivelige truende og intimiderende opførsel over for en mandlig ansat i Nye Borgerlige.
Det skriver hun på Facebook.
Hun tager klar afstand fra sin kærestes handling på valgaftenen, men går derpå i angrebsposition.
Hun skriver, at Pernille Vermunds udlægning ikke er den fulde sandhed, og at der ikke er blevet lyttet til hendes version.
- Jeg var sårbar
- Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, alt for længe og som jeg havde svært ved at håndtere selv.
- Jeg var skrøbelig og sårbar - men der blev desværre ikke lyttet, skriver Thiesen uden at uddybe den situation hun angiveligt har befundet sig i.
Derpå forsvarer hun sin indsats for partiet i forbindelse med valget.
- Udtalelserne efter valget fra mennesker, som jeg tidligere har betegnet som mine nære og som jeg holdt af, står for sig selv. Selvfølgelig er jeg ikke skyld i, at Nye Borgerlige ikke fik det ønskede valgresultat.
Vil ikke undskylde
Pernille Vermund har tidligere mandag sagt, at hun har bedt Mette Thiesen undskylde, at hun skal have optrådt truende og intimiderende over for den mandlige ansatte.
Det kommenterer Mette Thiesen til sidst i sit opslag.
- Men jeg undskylder ikke for noget jeg ikke har gjort eller overfor en, der har gjort mig ondt. Det vil jeg ikke byde mig selv, for så går jeg i stykker, skriver Mette Thiesen.