Ombrust lavprisselskab lancerer stor flybase i København
Luftfartselskabet Ryanair har torsdag bebudet, at man vil åbne ruter fra Københavns Lufthavn til blandt andet Stockholm, London, Milano, Madrid, Bruxelles og Warszawa.
Det blev ifølge DR Nyheder præsenteret på et pressemøde på Radisson Blu Royal Hotel i København.
Her har det irske lavprisselskabs kommercielle direktør, David O’Brien, oplyst, at Ryanair ønsker at etablere en base i København fra 26. marts.
Ryanair har ifølge DR Nyheder indgået aftale med selskabet Aviator om groundhandling, det vil sige transport af bagage og service.
Ryanair har afvist at indgå overenskomst med LO-forbundet Flybranchens Personale Union (FPU), der til gengæld har varslet konflikt med selskabet. Flere af de andre LO-fagforbund, der har medlemmer ansat i lufthavnen, har desuden erklæret sig parat til en sympatikonflikt. Det vil gøre det vanskeligt for Ryanair at få løst en del opgaver som eksempelvis at få læsset og tanket flyene og få tjekket passagerne ind.
BNB