Olsen: Sverige har også haft sine problemer

Morten Olsen. Foto: Claus Bech/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Morten Olsen er ikke spor imponeret over Sveriges resultater i EM-kvalifikationen.

Det er ikke kun det danske fodboldlandshold, som har vist svaghedstegn i EM-kvalifikationen, påpeger landstræner Morten Olsen inden de kommende playoff-kampe mod Sverige om at komme til EM.

Det har Sverige også med nederlag til både Østrig og Rusland, som gik direkte videre til EM som etter og toer i gruppe G.

– Vi bliver klandret for, at vi ikke har momentum. Det gør Sverige også, fordi de har haft deres problemer med Rusland og Østrig, som svenskerne ikke kunne besejre.

– Sverige vandt over Liechtenstein og Moldova, de to hold der endte nederst. Og så vandt Sverige hjemme over Montenegro, så svenskerne har også haft deres problemer, siger Olsen.

Olsen tror på to helt lige kampe

Landstræneren ser frem til to helt lige kampe mod Sverige den 14. og 17. november i først Stockholm og siden København.

– Der er ikke så stor forskel på holdene, som jeg ser det. Det handler om dagsform og hvilke spillere, vi har til rådighed. Der er stadig mange klubkampe, og der kan stadig komme skader.

– Jeg tror ikke, Bosnien eller Ungarn er bedre end Sverige. Det ville være fifty-fifty, lige meget hvem vi skulle møde, siger Olsen, som ud over Bosnien og Ungarn også undgik Ukraine i søndagens lodtrækning.

– Vi kan spille på et resultat i den sidste kamp på hjemmebane. Det er dejligt, at vi skal spille den sidste og afgørende kamp på hjemmebane. Det er den slags kampe, som man husker bedst.

– Og hvis det er den kamp, jeg slutter af med, så kan det ikke være bedre. Vi har et fantastisk publikum, som har hjulpet os i svære momenter. Det er publikum og os, der skal slå Sverige.

– Det er jo altid sjovt, når vi møder hinanden. Der er altid masser af lir uden for banen hos alle fans og medier. Så både på og uden for banen vil der være kamp, understreger Olsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS