Olsen indkalder Delaney og Duncan til playoffkampe

Morten “Duncan” Rasmussen (th.) fra FC Midtjylland og Thomas Delaney fra FC København er blevet efterudtaget til playoff-kampene mod Sverige. Her er det Duncan, der fejrer et nyligt mål for sin danske klub FC Midtjylland. Foto: scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Morten Olsen har efterudtaget Thomas Delaney og Morten “Duncan” Rasmussen til kampene mod Sverige.

Den danske landsholdstrup rummer nu 25 spillere, efter at landstræner Morten Olsen mandag efterudtog to spillere til truppen, som skal sikre EM-deltagelse via playoffkampene mod Sverige.

FC Københavns midtbanespiller Thomas Delaney og FC Midtjylland-angriberen Morten “Duncan” Rasmussen støder til holdet i Helsingør.

Især Delaney imponerede søndag med sin store arbejdsindsats mod Brøndby, mens Morten “Duncan” Rasmussen leverede en scoring og en assist i FCM’s storsejr på 5-1 over Esbjerg.

Der hersker fortsat tvivl om, hvorvidt FCM’s midtbanespiller Pione Sisto bliver klar til svenskerkampene, men det skal afgøres af landsholdets læger, når spillerne samles i lejren mandag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS