Olsen Dyhr om flygtningekrise: Hvor er Løkke?

SF’s Pia Olsen Dyhr. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Løkke er mere interesseret i at tale med en dansk astronaut på tv end at løse flygtningekrise, mener SF.

Mens grupper af flygtninge nu er begyndt at bevæge sig rundt til fods på de danske landeveje, har danskerne fortsat ikke fået et svar fra landets statsminister på, hvad han vil stille op med den tiltagende flygtningekrise.

Sådan lyder det fra SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, som retter en hård kritik af statsministeren for at fokusere mere på rare emner i den bedste sendetid frem for at løse den alvorlige situation, som både Danmark og de flygtende mennesker står i.

– Desperate mennesker på flugt ankommer nu med tog og skib til Danmark. Og imens er landets statsminister mere optaget af at tale drømme med vores mand i rummet i bedste sendetid, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun henviser til, at Lars Løkke Rasmussen har fundet tid til at deltage i tv-indslag om den danske astronaut Andreas Mogensen. Men ifølge SF-formanden har statsministeren endnu ikke har præsenteret et svar på flygtningekrisen.

Samtidig er regeringsledere for flere europæiske lande ude med meldinger om, hvad de mener, der bør til for at løse krisen. Mandag fastslog Frankrigs præsident, François Hollande, at Frankrig i de kommende to år tager imod 24.000 flygtninge.

Dermed vil Frankrig leve op til en plan fra EU-Kommissionen for, hvordan medlemslandene skal fordele 120.000 flygtninge, som allerede befinder sig i Europa.

Den britiske premierminister, David Cameron, har meddelt, at den britiske regering også vil tage imod et ekstra antal asylansøgere i forbindelse med den verserende krise, og at finansieringen vil ske med midler, som kommer fra kontoen for ulandsbistand.

Nu må Løkke på banen, mener Pia Olsen Dyhr.

– Presset på Europas grænser vil kun vokse. Og vi kan ikke løse verdens flygtningeproblem alene i Danmark. Derfor skal vi finde fælles europæiske løsninger på det her, siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer:

– Lars Løkke må derfor hurtigst muligt få indkaldt partierne til en drøftelse af, hvordan vi på en holdbar og human måde går til denne udfordring – både i DK og i EU. Så kort sagt: Jorden kalder Løkke.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS