Oleg Tinkov smider bombe: Dropper Saxo Bank
Der er ikke brug for to navne på trøjen – så farvel, Saxo!
Otte års sponsorat i professionel cykelsport kan være forbi for danske Saxo Bank – indsprøjtningen er ikke længere nødvendig for Oleg Tinkov, der regner med at gå solo næste år.
»Hvorfor skulle jeg have en co-sponsor? Det ser pænere ud med bare ét navn,« siger Oleg Tinkov til BT.
Lars Seier Christensen, ejer af Saxo Bank, sagde så sent som på hviledagen i Pau, at han forventede en snak med Oleg Tinkov umiddelbart efter afslutningen i Paris, hvor de skulle vende et samarbejde i den kommende sæson – en mulighed, som Lars Seier Christensen på ingen måde afviste. Men det kan være, at den danske bank-boss på nøjes med en glad aften med sin russiske kollega.
»Lars er altid velkommen til at dele en flaske vin med mig, det er intet problem.«
Så du fortsætter ikke med Saxo Bank næste år?
»Altså, hvis Lars kommer med et forslag, så ser vi på det, men vi har ikke problemer med sponsorer til den næste sæson,« siger Oleg Tinkov, der i et interview med DR foretaget fredag aften lancerede tanken om at gå alene til næste år.
Står Oleg Tinkovs udmelding til troende, kan det vise sig at være en ny mulighed for Bjarne Riis’ drømme om et comeback til sporten med Lars Seier Christensens mange millioner i ryggen.