Ole Stephensen bisat: Familie og venner strømmede til
Journalist og politiker Ole Stephensen, der døde uden varsel 6. februar, blev fredag bisat fra Holte Kirke.
I klar vintersol blev journalist, tv-vært og politiker Ole Stephensen fredag bisat fra Holte Kirke.
Familie, venner og bekendte strømmede til kirken for at sige et sidste farvel.
I god tid før ceremonien ankom blandt andre broren Erik Stephensen og hans kone, Nina Klinker Stephensen, hans partifæller folketingsmedlem Naser Khader og Høje Taastrups borgmester, Michael Ziegler. Tv-vært Michael Meyerheim, tv-vært Reimer Bo Christensen, tv-vært Jes Dorph-Petersen og journalist Georg Metz.
Også tidligere jægersoldat B.S. Christiansen og tidligere forsanger i Shu-bi-dua Michael Bundesen kom for at sige et sidste farvel.
Sognepræst Grethe Bøje forestod bisættelsen i kirken, der trods sit middelalderlige udseende er bygget i 1941-44.
Familien har valgt Holte Kirke, fordi brødrenes mor var sopran i kirken, og Ole Stephensen blev i mange år slæbt derop for at høre moren synge, fortæller Erik Stephensen til B.T.
Begge brødre er døbt og konfirmeret i kirken.
Ole Stephensen døde 6. februar i en alder af 63 år i sit hjem i Gentofte uden foregående sygdom.
I en årrække var han kendt af alle. Ikke bare for sin værtsrolle på tv, men også for sit makkerskab med Jarl Friis-Mikkelsen i skikkelse af brødrene “Øb og Bøv”.
Ud over at være journalist var Ole Stephensen kommunalpolitiker i Gentofte Kommune for De Konservative. Han blev valgt ind i november 2017.
I januar sidste år meddelte han, at han desuden ville stille op for sit parti ved det kommende folketingsvalg. Og et halvt år senere fortalte Ole Stephensen, at han var klar til at tage en tørn for De Konservative i Europa-Parlamentet i Bruxelles – hvis det skulle blive nødvendigt.
Ole Stephensen blev uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1978. Han begyndte sin karriere som kriminalreporter på Dagbladet Aktuelt og rykkede herefter videre til Danmarks Radio og senere TV2.