Ole har Danmarks gladeste baller: Nu vil han vide, hvem der har tegnet på dem
Den fynske landmand Ole Walther har været ude for hærværk - som han tager med et smil
Danmarks for tiden gladeste baller tilhører landmanden Ole Walther fra Agedrup på Fyn – og de er lavet af halm.
Ukendte gerningsmænd har nemlig spraymalet smilende ansigter på landmandens halmballer, så hans mark nu fremstår som et hav af smil.
Og en der har et mindst lige så stort smil på, som halmballerne, det er Ole Walther selv. Han synes det er en fuldstændig genial idé:
– Jeg kørte forbi marken en dag og tænkte, hvad katten er det – og så var der 20 baller eller sådan noget, der var blevet malet på. Det er intet mindre end genialt, siger den glade landmand.
Han aner ikke, hvem der står bag ‘hærværket’, men han vil meget gerne i kontakt med dem, siger han:
– De fortjener da at blive kendt. De får jo folk til at smile!
Blevet et lokalt tilløbsstykke
De smilende baller er blevet så populære, at folk ifølge Ole Walther holder i kø på landevejen langs marken.
– Folk er så positive, når de kører forbi – sidst på dagen holder folk i kø og holder ind for at fotografere, siger Ole Walther.
På Instagram smitter smilene også. Her uploader mange brugere billeder af den smilende mark:
Og det glæder landmanden Ole Walther. Som landmand er der i tørre Danmark ellers ikke meget at smile af for tiden, siger han:
– Sådan som høsten er i år, så har vi jo brug for nogle lyspunkter. Når jeg møder folk, så vinker de og laver en smiley med fingrene – det er så hyggeligt, siger landmanden.