OL: Dansk maratonløber kollapser på målstregen

Danske Abdi Ulad kollapsede, da han krydsede målstregen efter maratonløbet i Rio. Eliud Kipchoge vandt guld.

Den danske løber måtte på dramatisk vis bæres fra målstregen, hvor han kollapsede umiddelbart efter at have gennemført det opslidende løb. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev til en 35.-plads til den danske maratonløber Abdi Ulad ved herrernes maratonløb ved OL i Rio. Danskeren løb i tiden 2 timer, 17 minutter og 6 sekunder.

Efterfølgende måtte den danske løber på dramatisk vis bæres fra målstregen, hvor han kollapsede umiddelbart efter at have gennemført det opslidende løb.

Den kenyanske forhåndsfavorit Eliud Kipchoge tog guldet i maratonløbet med en tid på 2 timer, 8 minutter og 44 sekunder.

Etiopiske Feyisa Lilesa og amerikanske Galen Rupp tager sølv og bronze.

Løbet begyndte relativt langsomt, men cirka halvvejs begyndte de forreste løbere for alvor at skrue tempoet op. Det var også her, at den danske maratonløber Abdi Ulad så småt begyndte at miste kontakten til favoritterne.

Efter 35 kilometer lå danskeren på en 32.-plads.

Med ti kilometer tilbage satte favoritten Eliud Kipchoge et hæsblæsende tempo, og efter 36 kilometers løb rystede kenyaneren de sidste konkurrenter af sig.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS