OL: Blume tager medalje på favoritdistance

Pernille Blume blev nummer tre i en tæt OL-finale i 50 meter fri. Hun var 0,4 sekunder fra guldet

Pernille Blumes karriere tog for alvor fart for fem år siden, da hun højst overraskende blev olympisk mester i 50 meter fri. I år blev hun henvist til tredjepladsen på det olympiske podium i Tokyo.
Pernille Blumes karriere tog for alvor fart for fem år siden, da hun højst overraskende blev olympisk mester i 50 meter fri. I år blev hun henvist til tredjepladsen på det olympiske podium i Tokyo.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har fået endnu en medalje ved OL i Tokyo.

Natten til søndag dansk tid sikrede svømmestjernen Pernille Blume en bronzemedalje i 50 meter fri, hvor hun stillede op som forsvarende olympisk mester.

Danskeren tilbagelagde distancen på 24,21 sekunder.

Australieren Emma McKeon vandt olympisk guld, da hun atter satte ny olympisk rekord med tiden 23,81 sekunder. Svenske Sarah Sjöström tog sig af sølv med tiden 24,07 sekunder.

Dermed var Blume henholdsvis 0,14 og 0,40 sekunder efter de to konkurrenter. Svenskerens sølvtid var den samme, som Blume vandt OL-guld i for fem år siden.

Danskeren havde en margin på 0,09 sekunder ned til fjerdepladsen. Den sad hollænderen Ranomi Kromowidjojo på.

Dermed står Danmark noteret for to bronzemedaljer og en sølvmedalje ved legene i Tokyo. De to andre medaljer er vundet i roning og i skeetskydning.

Næstbedste tid i semifinalen

Forud for legene var Pernille Blume et af de helt store danske medaljehåb, og svømmeren kom da også frem til finalen uden store problemer. Hun satte den næstbedste tid i semifinalen.

Derfor var der lagt op til en tæt duel mellem danskeren på bane 5, Emma McKeon på bane 4 og verdensrekordholder Sarah Sjöström på bane 3. Det var dog de to konkurrenter, som løbet igennem lige var et halvt eller helt armtag foran Blume i det olympiske bassin.

Større pres

Hvor der i perioden op til OL i Tokyo har været stort fokus på Pernille Blume, gik hun anderledes under radaren før legene i Rio, hvor hun fik sit helt store internationale gennembrud.

Det generede dog ikke danskeren at svømme under øget bevågenhed og større pres i Tokyo, og hun levede op til de høje forventninger ved at snuppe karrierens tredje olympiske medalje.

Ud over guldmedaljen i 50 meter fri ved OL i Rio vandt hun også bronze i holdkappen 4 x 100 meter medley.

Få minutter inden Blumes finale var danskerens franske kæreste, Florent Manaudou, i aktion på samme distance hos mændene. Han snuppede sølv, men kunne intet stille op mod den suveræne guldvinder, Caeleb Dressel, der nu har vundet fire OL-guldmedaljer i Tokyo.

Medalje-overblik OL Tokyo

Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Tokyo:

* Guld

Ingen.

* Sølv

Skeetskydning: Jesper Hansen.

Danskeren rejste sig fornemt efter en halvskidt start på OL. Danskeren fik akkurat klemt sig med i den olympiske finale på sjette og sidste mandat. Og i finalen leverede han fornemt og vandt sølv efter amerikaneren Vincent Hancock, der var helt suveræn med 59 træffere ud af 60 mulige i finalen.

* Bronze

Roning: Frederic Vystavel og Joachim Sutton, toer uden styrmand.

Duoen lignede på forhånd ikke et oplagt bud på en dansk medaljevinder, men imponerede ved OL. I det indledende heat og i semifinalen blev det til henholdsvis en første- og en andenplads, og så var finalebilletten hjemme. I kampen om medaljerne lagde danskerne sig tidligt blandt de forreste og holdt sig altså der helt frem til målstregen.

Svømning: Pernille Blume, 50 meter fri.

Den danske svømmestjerne var spået til at tage endnu en olympisk medalje, om end hun denne gang måtte svømme under mere bevågenhed og større pres end i Rio for fem år siden. Det tøjlede danskeren fint, og hun blev nummer tre i finalen i 50 meter fri. Hun var 0,14 sekunder fra Sarah Sjöström på andenpladsen og 0,4 sekunder fra Emma McKeon på førstepladsen.

Kilde: Kilder: Ritzau, DIF.
Powered by Labrador CMS