Økonomisk julegave til millioner af danskere

Du kan nu se frem til en (lidt) større pensionopsparing.

Millioner af danskere får nu lidt mere i posen, når de går på pension. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Så er der godt nyt til de millioner af danskere, der måned efter måned indbetaler til ATP.

Med afsæt i de senere års stærke investeringsafkast forhøjer ATP nemlig pensionerne for alle medlemmer.

Det oplyser ATP i en pressemeddelelse.

ATPs bestyrelse har besluttet at forhøje pensionerne til de flere end fem millioner medlemmer af ATP Livslang Pension.

Forhøjelsen, der har en værdi af 6,4 milliarder kroner, sker fra 1. januar 2018.

Bonussen svarer til en forhøjelse af pensionen på 1 procent til alle medlemmer, både nuværende og fremtidens pensionister.

Investeringsafkast

Det er med afsæt i de senere års stærke investeringsafkast, at ATPs bestyrelse har besluttet at give bonus til alle medlemmer.

– Jeg glæder mig over, at vi igen har leveret stærke resultater, og at det denne gang kommer medlem-merne direkte til gode ved en forhøjelse frem for en forlængelse af pensionerne, oplyser Christian Hyldahl, direktør i ATP, i meddelelsen.

ATP forhøjede senest pensionerne til knap en million nuværende pensionister forrige år. I alt har man de seneste fem år forhøjet pensionerne med 14,7 milliarder koner.

Længere levealder

I samme periode er der afsat 17 milliarder kroner til forlængelse af pensionerne på grund af befolkningens længere levealder.

ATPs bonuspolitik giver mulighed for at forhøje pensionerne for alle medlemmer – både nuværende og kommende pensionister.

Bestyrelsens beslutning hviler på en samlet vurdering, der tager udgangspunkt i størrelsen på de frie reserver, hvordan levetiden og de finansielle markeder udvikler sig, og hvor godt ATP investerer.

Hvad er ATP?

De fleste danskere har en pensionsopsparing hos ATP.

Her sparer du op, hvis du er over 16 og lønmodtager. Du skal også arbejde mindst ni timer om ugen.

Hvis du er fuldtidsansat, sparer du 284 kroner op om måneden. 94,65 kroner betaler du.

Den samlede pension udbetales, når du bliver folkepensionist.

Du kan se værdien af netop din pension lige HER.

Powered by Labrador CMS