Økonomi og tidsplaner sejler hos nye sygehuse

Det har kostet en hel etage på supersygehuset i Gødstrup, at der var rod i budgettet.

Supersygehuse udskydes i stor stil. Blandt andet på grund af økonomien. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Rod i økonomien og markante forsinkelser.

Det er status på flere af de jyske supersygehusbyggerier, fremgår det af de seneste statusrapporter udarbejdet til regionsrådet i Midtjylland.

Det nye akutcenter i Skejby ved Aarhus skulle efter planen stå klart ultimo 2016, men det er nu udskudt til oktober 2017, skriver Jyllands-Posten.

Budgettet i Skejby er desuden så presset, at f.eks. halvdelen af en administrationsbygning skal spares væk. Det vil bl.a. betyde “mistede besparelser på lejeudgifter”, står der i statusrapporten for byggeriet.

Det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning blev sidste år skåret med en etage pga. økonomiske udfordringer, men byggeriet er fortsat presset på både tid og penge.

– Et nyt prioriterings- og besparelseskatalog er derfor under udarbejdelse, står der i rapporten.

Den første fase af Gødstrup skulle efter planen stå klar 1. januar 2017, men det er nu udskudt i godt to år.

– Det er dybt irriterende, at vi ikke kan holde tidsplanen, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S), som vil se nærmere på, om der kan placeres et ansvar for forsinkelserne.

Powered by Labrador CMS