Økonomer jubler: Opsving fortsætter

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Opsvinget i den danske økonomi er blevet svært at slå ud af kurs, vurderer cheføkonom efter nye jobtal.

I snart to år er antallet af lønmodtagere på det danske arbejdsmarked steget uafbrudt.

Det står klart, efter der i februar kom 4100 flere lønmodtagere til, så der i alt var 2.594.200 personer med et lønmodtagerjob på det danske arbejdsmarked. Dermed er beskæftigelsen steget 22 måneder i træk, oplyser Danmarks Statistik.

Den stigende beskæftigelse betyder, at opsvinget i dansk økonomi er blevet sværere at slå ud af kurs, lyder en kommentar fra Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

– At beskæftigelsen er stigende er en afgørende forudsætning for, at et økonomisk opsving bliver selvbærende, skriver han i en kommentar.

– Og med nu snart to år med fremgang i beskæftigelsen, så er det vel rimeligt at konstatere, at opsvinget er ved at være selvbærende, hvilket naturligvis gør opsvinget mindre sårbart overfor tilbageslag, tilføjer han.

Højeste beskæftigelse siden 2009

Med stigningen i februar rammer lønmodtagerbeskæftigelsen det højeste niveau siden september 2009

Antallet af lønmodtagere har været stigende siden april 2013, så der i februar var kommet 53.400 flere personer med et lønmodtagerjob i perioden, oplyser Danmarks Statistik.

– Det er helt afgørende for dansk økonomi, at flere og flere danskere kommer i arbejde, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv, som glæder sig over næsten to års fremgang i beskæftigelsen.

– Jo flere mennesker, der har et arbejde og en fast indkomst, jo bedre er det for den enkelte lønmodtager og for dansk økonomi i det hele taget, siger hun.

De nye job bliver skabt i private virksomheder. I den private sektor steg antallet af lønmodtagere med 4600, mens der samlet blev 500 færre job i det offentlige.

Flere job sætter streg under forventningen om økonomisk fremgang i år, siger Mette Hørdum Larsen, økonom i LO, i en kommentar.

– I industrien er der kommet 5600 flere job siden februar sidste år. Det er den største årlige fremgang i branchen i mere end syv år, siger Mette Hørdum Larsen.

– Det er vigtigt for dansk økonomi efter de hårde tider under krisen, hvor industrien mistede mere end 80.000 job på godt to år. Det går den rigtige vej, tilføjer hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS