Økonom til studerende: Få jer et arbejde
En undersøgelse fra Nordea viser, at studerende uden fritidsjob har et underskud på næsten 3000 kroner om måneden.
Det kan være rigtig dyrt at flytte fra reden og få SU’en til at dække alle de månedlige udgifter som studerende. Det viser en budgetundersøgelse, som forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen, har lavet.
Hun har set nærmere på de faste udgifter for en gennemsnitlig studerende på SU. Tallene er alle fundet hos Danmarks Statistik og dækker over udgifter som forsikring, husleje, varme, el og mad. Når de er gjort op, viser bundlinjen et underskud på små 3000 kroner, trods den udeboende SU, der ligger på godt 6000 kroner før skat.
Derfor er de studerende nødt til at finde, hvad der svarer til en halv SU ekstra, før økonomien hænger sammen. For Ann Lehmann Erichsen er løsningen enkel.
– Der er ingen tvivl. De skal finde sig et job. Normalt vil 10-15 timer om ugen være nok til at få det til at køre rundt, uden at man kommer til at forsømme sit studie, siger hun til Newspaq.
De Studerendes Fællesråd er enig i, at det er en god idé at få sig et job som studerende, men rådets formand, Jakob Ruggaard, understreger, at det grundlæggende er problematisk.
– Hvis man kommer op over de 12-15 timer og ugen, begynder det at tage fokus fra mulighederne for fordybelsen i studiet. Det er grundlæggende helt forkert. Man skal have økonomisk råderum til at koncentrere sig om sine studier, når man er studerende, siger Jakob Ruggaard til Newspaq.
Ifølge ham kan kun de færreste nøjes med de 5.839 kroner før skat, som SU’en udgør. Alligevel gør de studerende sig ikke nogen forventninger om hjælp udefra.
– Man kan ikke leve som studerende på en SU i Danmark. Det kunne være rigtig fornuftigt, hvis de studerende gjorde flere folk opmærksomme på det her problem. Jeg tror, at rigtig mange tager det på sig som opgave finder ud af, hvad de selv kan gøre i stedet for at råbe op eller kritisere forholdene, siger Jakob Ruggaard.
Han mener, at de studerende, der tager udfordringen op, gør det for at vise overfor dem selv og andre, at de er selvstændige.
– Jeg tror, at mange gerne vil vise, at man kan få det til at hænge sammen, selvom det er et spinkelt budget. Man er måske lige flyttet hjemmefra og tager det som et personligt ansvar at få det hele til at gå op og vise, at man er myndig og tager hånd om sit eget liv, fortæller Jakob Ruggaard.
Ifølge Ann Lehmann Erichsens undersøgelse ser budgettet for en gennemsnitlig studerende således ud:
Husleje med vand og varme: 3060 kr.
El: 230 kr.
Mad og drikke: 1490 kr.
Forsikring og fagforening: 160 kr.
It, tele, licens og lignende: 1000 kr.
Sundhed og pleje: 465 kr.
Transport: 110 kr.
Sport og fritid: 200 kr.
Tøj og sko: 400 kr.
Bøger: 250 kr.
Diverse: 510 kr.
I alt 7875 kr. En udeboende SU er på 5075 kr. efter skat.
Kilde: Nordea
Newspaq