Økonom: Nu stiger huspriserne i provinsen
Stigende huspriser er for alvor kommet til provinsen sommeren over. God nyhed for dansk økonomi, mener økonom.
Sommeren over er husene på det danske marked steget i værdi. På landsplan stiger huspriserne med 3,2 procent. Det viser tal fra Boligmarkedsstatistikken for 2. kvartal 2014.
Ifølge Ane Arnth, direktør i Realkreditrådet, betyder de nye tal, at de stigende huspriser nu for alvor har bredt sig fra hovedstaden til provinsen.
– Vi har længe mest talt om prisstigninger i hovedstaden, og ind imellem har vi set stigende priser i andre regioner. Foråret har givet et markant løft til huspriserne over alt i landet, siger Ane Arnth i en pressemeddelelse.
Huspriserne steget mest i Region Syddanmark, hvor prisen på et gennemsnitligt hus er 4,1 procent højere end i årets første kvartal.
Derefter følger Nordjylland og Sjælland. Det er kun i Midtjylland, hvor priserne stiger med 2,6 procent, at udviklingen er mere afdæmpet end i hovedstaden.
Stigende huspriser er en god nyhed for dansk økonomi, lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Lone Kjærgaard.
– Fremgangen er vigtig for den enkelte boligejer, hvor boligen spiller en stor rolle for privatøkonomien, men absolut også vigtig for de økonomiske udsigter herhjemme. For boligmarkedet er og har altid været en hovedhjørnesten i dansk økonomi.
– Uden fremgang på boligmarkedet er det svært at tro på, at tingene for alvor vil vende herhjemme. Dagens tal er derfor en rigtig god nyhed. Det har bestemt gjort udsigterne lysere for dansk økonomi, siger hun.
/ritzau/