Økologer har store forventninger til ny plan

Arkivfoto: Michael Bothager/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Økologisk Landsforening roser den reviderede økoplan, som regeringen har præsenteret fredag. Foreningen mener, at initiativerne er vejen til flere bæredygtige fødevarer, nye jobs, mere eksport samt vil være en gevinst for natur og dyrevelfærd.

»Planen er god for forbrugerne, naturen og for de økologiske landmænd. Danskerne kan se frem til flere økologiske kvalitets-fødevarer,« siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

»De økologiske landmænd og virksomheder får hjælp til innovation i marken og på markedet, lige fra nye plantesorter til eksportfremstød. Det gør økologi mere attraktiv for flere landmænd,« tilføjer han.

Et af initiativerne er, at regeringen øremærker 58 millioner kroner til at gøre offentlige køkkener mere økologiske i perioden 2015 til 2018. Dertil følger 12 millioner kroner over de næste to år til at gøre indkøbere og køkkenansvarlige mere bevidste om, hvilke fødevarer de skal have fat i for at gøre køkkenet økologisk.

Blandt de øvrige tiltag finder man 34 millioner til at styrke den økologiske eksport frem mod 2018, og 25 millioner til at øge salget af økologiske varer i Danmark.

Per Kølster hæfter sig ved, at man med den reviderede plan som noget nyt inddrager flere i arbejdet.

»Økoplanens tværministerielle aspekt er banebrydende. Ministerier for miljø-, klima, undervisning og andre træffer beslutninger, som hver især kan hindre eller bane vej for udvikling af økologi. Det er rart, at økologiske landmænds bidrag til natur, klima og jobskabelse anerkendes og i fremtiden understøttes af flere ministerier og i kommunernes køkkener og i forvaltningen af deres arealer,« siger Per Kølster.

Powered by Labrador CMS