Øjenvidne til skudepisode: -Det var fuldstændig vanvittigt
Manden lå og sov i sin bil, da betjente vækkede ham. Så trak han en pistol.
– Det kunne jo lige så godt have været os, han havde trukket pistolen mod.
Sådan siger et øjenvidne til morgenens skudepisode på Thoravej til Newsbreak.dk.
Baggrunden for netop den udtalelse er det, det gik forud for selve skudepisoden.
– Vi ser han ligger og sover i bilen og forsøger at vække ham. Men han reagerer næsten ikke, siger øjenvidnet, der ønsker at være anonymt, til Newsbreak.dk.
Da bilen, den sovende mand opholder sig i, holder dårligt parkeret, vælger man at tilkalde politiet.
– Den ene betjent går over til bilen, mens den anden bliver ved patruljevognen, siger vidnet.
Betjenten forsøger her at vække manden.
– Og da han ser betjenten, trækker han pistolen, fortæller vidnet videre.
Betjenten og manden står ifølge øjenvidnet lige ved siden af hinanden.
– Så løber betjenten og kollegaen affyrer skud mod manden, siger vidnet, der mener, der blev skudt mellem tre og fem skud.
Manden falder til jorden og betjentene råber til ham og løber hen og anholder ham.
– Og de giver ham førstehjælp, siger vidnet.
Krigszone i København
Kort tid efter blev Thoravej på det nærmeste omdannet til en krigszone med politi, ambulance og ammunitionsrydningstjenesten, der også blev tilkaldt.
– Der lå nemlig en militærtaske på forsædet af bilen, siger vidnet.
Tasken er senere kommet ud, men ifølge vidnet ligger den stadig på vejen.
– De har dog gennemsøgt den med røntgen og hele bilen er blevet gennemsøgt, siger han.
Vidnet fortæller også, at der bliver ledt højt og bredt efter patroner i området.
Noget, han mener indikerer, at enten nåede gerningsmanden at skyde efter den betjent, der forsøgte at vække ham, eller at netop den betjent også nåede at affyre skud. Det er dog ikke noget, som politiet eller Den Uafhængige Politianklagemyndighed har bekræftet.
Vidnet, hvis identitet er Newsbreak.dk bekendt, har det efter omstændighederne godt, omend han kalder det hele for ‘helt vanvittigt’ samtidig med han glæder sig over, at det altså ikke var ham eller hans bekendte, pistolen blev trukket mod.
Pressemeddelelse
Københavns Politi har udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med skyderiet:
– Her til morgen, omkring klokken 06.30, modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at en person sad i en bil og sov på Thoravej, 2400 København NV. Der blev sendt en patrulje til stedet for nærmere undersøgelse af det anmeldte. Ved patruljens ankomst til stedet trak personen i bilen en pistol, hvorefter politipatruljen afgav skud mod personen. Personen blev herefter pacificeret, og der blev tilkaldt en ambulance. Umiddelbart er personen ramt i hoften, stå der i pressemeddelelsen.
Ifølge Ritzau var det manden, som blev ramt af skud, der gjorde politiet opmærksom på, at der var en taske i bilen, som politiet skulle passe på.
Ifølge vagtchefen har han dog senere trukket udsagnet i land
Derudover henviser vagtchefen til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, som altså har overtaget efterforskningen, da det netop er en eller flere betjente, der har affyret skud.
Det er stadig uvist, hvilken tilstand, manden er i.
På billederne kan anes, hvad der ligner en pistol.
Ifølge Newsbreak.dks mand på stedet er et område stadig afspærret.