Øjenvidne: Gidsel i supermarked ville skyde drabsmand

Foto: Amedy Coulibaly/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Gidseltageren Amedy Coulibaly reagerede hurtigt, da ung mand forsøgte at overmande ham, fortæller øjenvidne.

En af de fire personer, som fredag blev dræbt i et supermarked i Paris, forsøgte at tage en riffel fra gidseltageren Amedy Coulibaly – men blev selv skudt.

Det fortæller en kvinde, som befandt sig i det jødiske supermarked under det fire timer lange drama.

Da Coulibaly et kort øjeblik stillede en militærriffel fra sig, greb et af gidslerne våbnet, men nåede ikke at affyre det mod gerningsmanden.

Coulibaly var hurtigere og skød gidslet i halsen.

– Den stakkels unge mand faldt bare om, beretter kvinden, der kun udtaler sig under navnet Sophie, til radiostationen Europe 1.

Allerede da hun var på vej ind i butikslokalet, så hun en livløs krop ligge på gulvet, men da var det for sent at flygte.

– Da jeg indså, hvad der var hændt, løftede jeg hovedet og så terroristen, som sagde til mig: “Kom indenfor, nu!”. Jeg kunne ikke vende om. Jeg stod midt i indgangen og var tvunget til at gå ind, siger kvinden.

Hun tilføjer, at hele oplevelsen mindede om “en dårlig film”.

Et andet af gidslerne forsøgte at flygte, men blev skudt i ryggen ifølge Sophie.

Politiets specialstyrker stormede butikken omkring klokken 17 fredag og dræbte Amedy Coulibaly, der havde forskanset sig indenfor med adskillige automatvåben og store mængder ammunition.

Anklagemyndigheden i Paris har oplyst, at de fire gidsler, som blev dræbt, mistede livet, før politiet stormede butikken.

Coulibaly sagde kort tid inden sin død i et telefoninterview, at han angreb supermarkedet, fordi han ville ramme jøder. Samtidig sagde han, at han havde tilknytning til den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Derudover påstod han, at han arbejdede sammen med de to brødre, der ligeledes fredag blev dræbt i en politiaktion uden for Paris. Brødrene stod bag onsdagens angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS