Oh Land udlever barnedrøm: Jeg klipper klove hver dag

Popstjernen og X Factor-dommeren Nanna Fabricius Øland bruger en stor del af sin fritid på at passe et stigende antal høns, katte og kaniner

Offentliggjort

Oh Land balancerer dyrepassion og X Factor-dommerrolle

  • Nanna Øland Fabricius, kendt som Oh Land, bor nord for København og er kendt for sin kærlighed til dyr. Hun bruger meget af sin fritid på at passe høns, kyllinger, kaniner, katte og killinger.
  • Oh Land er også dommer i det populære underholdningsprogram 'X Factor'. Hun ser frem til endnu en sæson, hvor hun ønsker at forbedre sin præstation fra sidste år, hvor hun ikke havde deltagere i finalen.
  • Hun er bevidst om kønsrepræsentation i musikbranchen og arbejder for at sikre en fair repræsentation af kvindelig musik i 'X Factor'. Hun sidder ved dommerbordet med Simon Kvamm og Thomas Blachmann, og føler et ansvar for at repræsentere kvinder i branchen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et ordsprog spreder sig på villavejen nord for København, hvor Nanna Øland Fabricius bor med sin familie: "nævn et dyr - Nanna får det".

- Jeg forsøger at holde lidt igen, men jeg forsøger også hele tiden at smugle nye dyr ind, siger hun med et stort grin.

Popstjernen, som er kendt under kunstnernavnet Oh Land, bruger i øjeblikket en god del af sin fritid på at passe høns, kyllinger, kaniner, katte og killinger.

Klipper klove

- Som du kan se, så har jeg sår over hele kroppen. Det er simpelthen, fordi jeg bruger halvanden time om dagen på at klippe klove, havde jeg nær sagt, lyder det fra en glad Nanna Øland Fabricius.

Ønsket om en hverdag med masser af næb, klør og knurhår har siddet i hende længe, fortæller hun.

- Det er en interesse, jeg har haft, siden jeg var barn, men nu har jeg endelig fået mulighed for at gå planken ud med det.

Sanger og sangskriver Nanna Øland Fabricius tager fat på sin femte sæson som X Factor-dommer. Hun har tidligere bestredet jobbet fra 2019 til 2021 og vendte tilbage til underholdningsshowet igen sidste år.

Får konkurrence 

I det nye år får hønsegården dog konkurrence af en noget større arena, når Nanna Øland Fabricius tager endnu en runde i manegen som dommer i underholdningsprogrammet "X Factor".

En opgave, hun glæder sig til at springe ud i endnu en gang.

- Jeg bliver ved med at synes, at det er sjovt. Det er et sjovt forløb at gå ind i med alle de faser og ritualer, der er. Og jo flere gange, du gør noget, jo bedre bliver du til det, og jo sjovere bliver det, fordi man kan slappe mere af i det.

For Nanna Øland Fabricius handler det om ikke at blive for opslugt af programmets konkurrenceelement. I stedet forsøger hun at hvile mere i det og flyde med processen fra auditions til liveshows.

- Men jeg er da ikke særlig tilfreds med, at jeg ikke havde nogen deltagere med i finalen sidste år, så det skal jeg have lavet om på i år, fastslår den erfarne X-Factor-dommer.

Ryster på hovedet 

Hun ryster på hovedet til spørgsmålet om, hvorvidt hun kommer til at opstille særlige dogmer for sig selv i den nye sæson.

Men et tema summer altid i baghovedet.

- Jeg har faktisk i alle de år, jeg har været med, været ret bevidst om, at der skal være en vis andel af kvindelig musik med. Og nu er hele Danmark blevet mere bevidst om problematikken, og det er dejligt, at der generelt kommer større fokus på at få en fair repræsentation i musikken, siger Nanna Øland Fabricius blandt andet med henvisning til den debat, der fulgte i kølvandet på DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen", der kom ud i sommer.

Kønsbalancen er også skæv ved "X Factors" dommerbord, hvor hun for andet år i træk sidder mellem musikerkollegerne Simon Kvamm og Thomas Blachmann.

- Det er to meget gode repræsentanter for mandekønnet, jeg sidder ved siden af. Det er nogle fede kolleger at have, siger Nanna Øland Fabricius om dommermakkerne Simon Kvamm og Thomas Blachman.

Gode repræsentanter 

- Nu er det jo to meget gode repræsentanter for mandekønnet, jeg sidder ved siden af. Det er nogle fede kolleger at have, understreger Nanna Øland Fabricius, før hun fortsætter:

- Men det er da klart, at når man er i undertal i sit køn, så kan der godt nogle gange komme en naturlig følelse af, at man skal repræsentere rigtig mange andre kvinder og ikke bare sig selv, fordi man på en eller anden måde bliver en repræsentant for sit køn.

Spørgsmål: Hvordan tackler du det?

- Jeg prøver at holde fast i, at jeg først og fremmest er der som mig selv, men samtidig er jeg bevidst om, at jeg er en stemme for mange flere.

Simon Kvamm, Nanna Øland Fabricius, der bærer kunstnernavnet Oh Land, og Thomas Blachman udgør dommerpanelet i den kommende sæson af sangkonkurrencen "X Factor", som vises på TV 2.

Den nye sæson af "X Factor" har premiere på TV 2 i 2025.

Powered by Labrador CMS