Øget radioaktivitet i Norden: Kilden er ukendt

Der er målt øget radioaktivitet i flere nordiske lande. Ifølge hollandske myndigheder kan kilden være russisk.

Ingen ved, hvor radioaktiviteten kommer fra. Arivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Myndighederne i Norge, Sverige, Finland og Estland har målt en let øget radioaktivitet i regionen den seneste måned.

Det skriver de norske medier NRK og NTB.

Ifølge hollandske myndigheder kan aktiviteten stamme fra en kilde i det vestlige Rusland.

– Beregningerne viser, at de radioaktive isotoper kommer fra vestrussisk retning, oplyste de hollandske myndigheder fredag.

Tegn på skade

Der “kan være tegn på en skade på nogle brændstofelementer på et atomkraftværk”, lyder den hollandske vurdering.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass har ingen af de to atomkraftværker, der ligger i det nordvestlige Rusland, dog meldt om problemer.

Uskadelige mængder

Det er udelukkende små og uskadelige mængder af radioaktive isotoper, som er blevet sporet i Norden.

I Norge understreger Direktoratet for Stråleværn og Atomsikkerhed (DSA), at der er tale om meget lave værdier.

– Hvis det havde været en atomulykke, havde vi fået meget højere værdier, siger beredskabschef Astrid Liland til NRK.

– Men det er meget interessant, at myndighederne i flere lande registrerer øgede værdier.

Powered by Labrador CMS