Officielt: Uefa åbner sag mod Danmark – denne dag er vigtig
Uefa har nu officielt åbnet sag mod Danmarks kvindelandshold, der ikke stillede op til udekampen mod Sverige.
Danmarks kvindelandshold og Dansk Boldspil-Union (DBU) må vente i yderligere 23 dage, inden det står klart, hvad straffen bliver for den aflyste VM-kvalifikationskamp mod Sverige i fredags.
Tirsdag oplyser Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, at man officielt har åbnet en disciplinærsag mod Danmark for den aflyste kamp.
Sagen vil blive behandlet 16. november, oplyser Uefa på sin hjemmeside.
Den vil blive behandlet ud fra paragraf 24, der omhandler udeblivelse fra kamp.
Danmark vil efter al sandsynlighed som minimum blive idømt et skrivebordsnederlag på 0-3. Det er selv om, at flere af Sveriges spillere har opfordret til, at kampen kan spilles på et senere tidspunkt.
Afbud – og værre
Det danske landshold risikerer også at blive smidt ud af den igangværende kvalifikationsturnering. I denne skal Danmark i kamp tirsdag klokken 18 ude mod Kroatien.
De danske spillere stiller til kamp i Kroatien efter at være nået til enighed om en delaftale med DBU.
Det lykkedes ikke inden kampen mod Sverige, og derfor valgte DBU at melde afbud til kampen.
DBU har igennem måneder forsøgt at forhandle en ny aftale på plads med kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold.
Men forhandlingerne imellem Spillerforeningen – spillernes repræsentant – og DBU er gang på gang gået i hårknude.
Del-aftalen
Det er kun fire dage siden, DBU og spillerne kunne afsløre, at en delaftale var nået for at sikre kampen mod Kroatien.
I den forbindelse lød det fra elitechef i DBU, Kim Hallberg:
– Den sidste tid har handlet alt for meget om konflikt – det har skadet Kvindelandsholdet og alle os, der hepper på dem. Nu har vi fuldt fokus på fodbold og forberedelserne til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien på tirsdag. Vi glæder os til at træne og spille kamp, sagde han.