Officielt: Ryanair lukker sine ruter i Billund
Det har lignet en formalitet i længere tid, og tidligt onsdag aften er det officielt: Fredag aften lukker Ryanair sin base i Billund som en konsekvens af, at den danske fagbevægelse ikke har villet afblæse de varslede blokader mod lavprisselskabet.
Ryanair havde givet fagbevægelsen frem til klokken 17.00 onsdag til at afblæse den varslede konflikt, men helt som ventet står LO fast på sit konfliktvarsel. Onsdag aften oplyser Ryanair i en pressemeddelelse, at man af samme grund indstiller flyvningen fra Billund klokken 23.00 fredag aften.
»Vi er kede af, at denne vildledte handling fra den danske fagbevægelse tvinger os til at lukke to af vores danske baser, men det er den eneste måde, vi kan sikre, at passagerer kan fortsætte med at fly fra og til Danmark og nyde godt af Ryanairs lave priser uden at blive forstyrret eller blokeret af konkurrende flyselskabers ansatte,« siger det irske flyselskabs marketingschef, Kenny Jacobs, i pressemeddelelsen.
Ryanair har stået for 20-22 procent af alle passagerer i Billund.
Ruterne Billund-Chania og Billund-Korfu bliver lukket 30. juli, mens flyselskabet forsætter med at flyve 12 af de nuværende 14 sommerruter til og fra Billund.
Til vinter vil der dog blive lukket flere vinterruter.
Ryanair vurderer, at selskabets årlige trafik bliver reduceret med 50 procent fra 700.000 passagerer til 300.000 passagerer. Flyselskabet har selv anslået, at lukningen kan koste 300-400 arbejdspladser.
Direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, sagde tirsdag til Berlingske Nyhedsbureau, at han ikke ville afvise, at lukningen kunne medføre afskedigelser.
»Jeg kan ikke udelukke afskedigelser. I og med at de lukker en del ruter i vinterprogrammet, hvor vi i forvejen ikke har for meget trafik, kan det bestemt ikke udelukkes,« sagde han.